Bogtips i februar - ny skønlitteratur

03.02.20
Horoskoper, klimaet og krimigåder er blandt temaerne i denne måneds bogtips.

Klima-fiktion er en af de nye hotte genrer indenfor litteraturen, ikke mindst fordi det er et emne, der er meget fokus på for tiden. Et eksempel på klima-fiktion er romanen Efter syndfloden af Kassandra Montag. I en ikke så fjern fremtid, hvor jorden er oversvømmet og de beboelige steder i verden er reduceret til bjergtoppe, kæmper Myra en desperat kamp på liv og død for sig selv og sin datter.
Læs den hvis du er til fremtidsfortællinger med et klima-twist.

Er du til mere til horoskoper og stjernetegn er Skrevet i stjernerne måske noget for dig. I denne feel-good kærlighedsroman af australske Minnie Darke, følger vi Nick, som er vandmand og lever efter horoskopet i bladet Alexandria Park Star. Justine er skytte og skeptisk, men hun arbejder tilfældigvis som journalist på samme blad. Mon en lille ændring i Nicks horoskop kan få ham til at åbne øjnene op for deres kærlighed?

Hvis du kan li’ at læse krimier og er frisk på at give dig i kast med noget andet end du plejer, så kunne du jo prøve en krimitegneserie. Det kunne f.eks. være Snigmordere og gentlemen af franske Denis Bodart. Vi er i London i slutningen af 1800-tallet, og her mødes en række gentlemen i klubben Green Manor, hvor de diskuterer og afdækker mordgåder. Historierne underbygges af en flot og udtryksfuld billedside.

Elsker du også norsk litteratur er her et nyt navn at holde øje med. Marie Aubert er trods det franskklingende navn fra Norge, hvor hun har opnået pæn succes hos både anmeldere og læsere. Nu er hun så også blevet oversat til dansk. I romanen Voksne mennesker skal 40-årige Ida fejre sin mors 65-års fødselsdag sammen med familien. Der er lagt i ovnen til nogle hyggelige feriedage, men søskendejalousi, svære familierelationer og knuste drømme om kernefamilien gør det svært. Marie Auberts roste novellesamling Må jeg komme med dig hjem er også lige udkommet på dansk.


 

Materialer