Bogtips i januar - nye romaner

10.01.20
En forelsket robot, grønlandske adoptioner og de raceadskilte Sydstater er nogle af ingredienserne i denne måneds bogtips.

I Iben Mondrups nye roman Tabita kommer hun med et vigtigt indblik i temaet om tidligere tiders problematiske adoptioner af grønlandske børn. Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 60’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager.  Iben Mondrup vandt DR Romanprisen i 2015 for ’Godhavn’.

Den australske forfatter Trent Dalton har med Dreng sluger universet skrevet en blanding af et moderne eventyr og en socialrealistisk roman. I en forstad til Brisbane i Australien bor den 12-årige Eli sammen med sin mor, stedfar og storebror August. Moren er narkoman, stedfaren er pusher og børnene søger tilflugt i fantasien og i håbet om et normalt familieliv.

Den altid velskrivende Ian McEwan er på banen med en højaktuel filosofisk sci-fi roman,  Maskiner som mig. Adam er ét af de første kunstige mennesker, der kommer til salg i et alternativt 1980'ernes England. Han udvikler bevidsthed og følelser, forelsker sig og skriver digte. Men hvad skal hans "ejer" gøre, da han opdager de er forelsket i den samme kvinde? Politiken skrev: ”Der er ikke mange andre end McEwan, der så smidigt kan sætte problemer til debat, få sagt noget tankevækkende om dem og alligevel holde liv i sine romanpersoner og lede dem gennem et hårrejsende plot”.

Colson Whitehead fik stor succes med 'Den underjordiske jernbane' i 2017. I Drengene fra Nickel følger vi Elwood Curtis, som er fast besluttet på at blive til noget. I de amerikanske tresseres raceadskilte Sydstater skal der næsten ingenting til for at en ung sort mand kommer på den forkerte side af loven, og med ét ændrer alt sig: pludselig skal Elwood ikke længere på college, og i stedet føres han til Nickel Academy, en opdragelsesanstalt som påstår at gøre ”hæderlige, ærlige mænd” af drenge på afveje. 

Der er ligeledes nyt fra to i Danmark meget læste forfattere.
I Jeffrey Archers nye Skæbnespillet er hovedpersonen Alexander Karpenko - som 16-årig må han i 1968 flygte fra Rusland med sin mor. Skal de borde et containerskip med kurs mod Amerika eller Storbritannien? Alexander afgør det med et terningekast og lader skæbnen råde. 
Anne Mette Hancock er tilbage med nr. 3 i den populære krimiserie med journalisten Heloise Kaladan i hovedrollen. I Pitbull drager Heloise til Sønderjylland for at hjælpe en døende bekendt og hun kommer hurtigt på dybt vand.

 

 

 

Materialer