Bogtips i maj

02.05.19
Denne måneds bogtips byder på så forskellige temaer som glamour & kærlighed, en fortælling fra dødsriget samt en dansk spændings-debutant. Måske er der noget for dig?

Hvis du kan li’ at læse om de riges glamourøse, overdådige verden og samtidig trænger til lidt uforpligtende underholdning og en sød kærlighedshistorie, så prøv ’Millionæren fra Singapore’ af Kevin Kwan. Det er første bind i trilogien kaldet ’Crazy Rich Asians’, som har været et stort hit i USA og ligeledes er blevet filmatiseret.

I den noget mere udfordrende ende af den litterære skala finder vi den nyeste roman fra den prisbelønnede svenske forfatter Sara Stridsberg, ’Kærlighedens antarktis’. Det er historien om en myrdet kvinde, som fortæller fra dødsriget om sit korte liv som datter, søster, hustru, mor og prostitueret og reflekterer over væsentlige episoder i sit liv. Kristeligt Dagblad skrev bl.a. at det er ”en stor, mørk og fortvivlet, men samtidig lysende smuk, mytologisk og sprogligt syngende roman”.

Er du til spændingsbøger og gerne vil prøve noget nyt, så kunne det være et af de debuterende danske navne indenfor genren, journalisten Anne Mette Kirk, som var presserådgiver for Kongehuset, da hun begyndte skriveprocessen med sin debutroman. I ’Knust’ er omdrejningspunktet en trafikulykke - Jonathan kører galt efter en gymnasiefest med en tårnhøj promille i blodet. Men søsteren Mathilde er overbevist om, at der er noget som ikke stemmer med ulykken.

Materialer