"Eat the Elephant er et stemningsfuldt album med masser af eftertanke. Et album, hvor man skal investere tid i sangene. Men investeringen betaler sig ... På Eat the Elephant fremstår A Perfect Circle som en 2018-udgave af Pink Floyd. Musikken er baseret på en progressiv tilgang, men ikke via instrumental ekvilibrisme. I stedet udforskes lyd, melodier og harmonier som et kunstnerisk materiale, man kan forme. Og teksterne drypper af en bidende sarkasme rettet mod magthaverne"

"Sortsynede rockfans kan samle negativt skyts på det nye album fra den såkaldte supergruppe A Perfect Circle, der tæller flere prominente musikere. Mange af de nye numre skildrer en verden i moralsk opløsning.Man føler sig faktisk i nærkontakt med en gammeldags spyttende dommedagsprædikant med knyttede næver og feberblanke øjne ... En af de bedste nye skæringer er "Disillusioned", der også er ude med riven efter påstået nutidig elendighed. Den skildrer desillusionerede zombier på jagt efter kvikke dopaminfix. Musikken er også rimelig dresseret. Det er lettilgængelig rock - med en fin og følsom indlagt balladeoase - og blafrende guitartrevler a la The Edge fra U2. Står man klar til at tage imod det nye album med luftguitar og fadøl, er det nok et antiklimaks"

"Efter 14 år er 'Eat the Elephant' ikke det brag af et comeback som man kunne håbe på. Pladen har indiskutabelt den musikalske nysgerrighed og tilgang, der kendetegner A Perfect Circle, når bandet er bedst, men sangskrivningen halter. Forventningerne til bandet og udgivelsen er naturligt høje. Selvom Josh Freese har forladt bandet siden udgivelsen af 'Emotive' er A Perfect Circle stadig en anerkendt supergruppe. Men er det egentlig fortjent? Med kun én rigtig god udgivelse ud af fire, er det måske på tide at nedjustere forventningerne og stoppe idoliseringen?"

"... where their previous three albums translated that dynamic into emotionally-charged metal, Eat the Elephant assumes the form of a gloomy adult-alternative record flush with grand pianos, classical strings, and slackened tempos. Were it not for Keenan's crooned politicking and the odd outburst, one could easily mistake it for the work of the British piano-rock outfit Keane"