GLADSAXE:DOX 2026: Stormbound + besøg af Jesper Theilgaard
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Billet: 95 DKK
- Sted
-
Bibliografen Bagsværd
Bagsværd Hovedgade 116
2880 Bagsværd
Bibliotek
Bibliografen BagsværdI de sidste 30 år har stormjægeren og naturfotografen Jeff Gammons opsøgt alle de største orkaner langs de amerikanske kyster og indfanget deres rå skønhed med sit kamera. ‘Stormbound’ følger ham tæt, når han ufortrødent kaster sig ud i uvejret. Gennem hjemmevideoer og interviews opdager vi gradvist Gammons’ livslange kamp mod en livstruende sygdom. Måske er det netop dødsdriften, som driver ham mod stormene. Men da hans nyrer svigter, tvinges han til at sætte livet på pause og sætte sin lid til sine nærmeste. Med en mørk sky hængende over sig ser alting mørkt ud. 'Stormbound' tegner et usminket portræt af et kronisk sygt menneske, der finder trøst i naturens ekstreme kræfter. En fortælling om skrøbelighed og den større klimatiske virkelighed, vi alle må forholde os til - fortalt i en hvirvelvind af ufatteligt smukke naturbilleder, der vil blæse publikum omkuld.
Om Jesper Theilgaard
Meteorolog, forfatter og foredragsholder. Theilgaard var meteorolog og klimaekspert i Danmarks Radio fra 1990 til 2018 og har siden holdt et utal af foredrag for at gøre danskerne bevidste om klimaforandringerne. Han lægger meget vægt på, at de udfordringer, som vi står med, rent faktisk godt kan løses, men det kræver handling fra både politikere, virksomheder og borgere.
I sit forfatterskab har Theilgaard blandt andet skrevet bogen “Det danske vejr”, der indbragte ham Gyldendals faglitterære pris i 2007.
Jesper Theilgaard siger følgende om filmen
Det er sjældent, Danmark rammes af meget voldsomt vejr, og måske derfor fascineres vi let, når vi præsenteres for den voldsomhed, der ligger i naturens kræfter. (…) Det er en film, som jeg ser frem til at snakke om - for netop glæden ved at se naturens kræfter, kan jeg genkende fra mit eget liv.
Om GLADSAXE:DOX
GLADSAXE:DOX er et samarbejde mellem Bibliografen, CPH:DOX og Gladsaxe Kommune.
Festivalen finder sted 10. til 23. marts og kan byde på 5 spændende film. Film der inviterer os ud i verdens hjørner og helt ind i virkelige menneskers liv.
Se det fulde program for festivalen på Bibliografens hjemmeside.