Koncert med Opera Prætentiøs
- Tid
- 17:00 - 18:00
- Pris
-
Billet: Gratis
- Sted
-
Telefonfabrikken - Gladsaxe Kulturhus
Telefonvej 12,
2860 Søborg - Atriumgården
Bibliotek
Telefonfabrikken - Gladsaxe KulturhusKom med til en stemningsfuld og familievenlig koncert med Opera Prætentiøs, hvor vi sammen går efteråret i møde og byder vinterens mørke velkommen.
Med inspiration fra Allehelgen, The Addams Family og en kærlighed til det dystre inviterer Opera Prætentiøs os ind i et magisk univers fyldt med spøgelser, djævle og elverfolk. Her mødes uhygge, humor og varme i en koncertoplevelse for hele familien.
Praktisk information
Det er gratis at deltage, men du skal booke billet via Gladsaxe Kommunes hjemmeside.
Arrangementet er udendørs! Vi sørger for lidt varmt at drikke, men da koncerten foregår i efterårets kølige mørke, så husk en varm jakke og eventuelt et tæppe.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til en stemningsfuld koncertoplevelse.
Om Opera Prætentiøs
Opera Prætentiøs tager sarkastisk livtag med operaens højtidelighed og forestillingen om, at kunst skal være prætentiøs for at være stor. Vi skaber opera og musikdramatik i øjenhøjde med publikum, hvor nysgerrighed, nærvær og humor går hånd i hånd med musikalske ambitioner. Repertoiret spænder fra dogmeoperaen Skænderiet over den komiske opera Camp L.O.V.E. til den udendørs teaterkoncert Skumringens time. Vi bevæger os frit mellem genrer og formater og udfordrer de traditionelle rammer for opera. For os må kunsten gerne være stor, skæv og fuld af følelser – uden at tage sig selv alt for højtideligt.
Jonas Kohl, basbaryton & komponist
Jonas T. K. E. Kohl er uddannet klassisk sanger fra Syddansk Musikkonservatorium. Under sin uddannelse fik han skrevet og opført flere af hans egne musikdramatiske værker. Han har sunget solistpartier i bl.a. Händels Messias og Mozarts Requiem, og derudover er han specialiseret i det moderne klassiske repertoire. Dette repertoire har han en særlig forkærlighed for som sanger såvel som komponist. Jonas er derudover næstformand i Operakompagniet Opera Prætentiøs.
Christina Holm, mezzosopran & komponist
Christina er uddannet klassisk sanger og performer på Syddansk Musikkonservatorium og har derudover en kandidat fra Københavns Universitet i musikvidenskab. Sangeren har fra starten af fundet moderne musik interessant og er blevet specialist i dette. Christina har sunget flere operapartier samt været solist i bl.a. Vivaldis Gloria og Händels Messias. Hun har været projekt- og kreativleder på diverse koncerter og forestillinger for b.la. Via Artis Konsort. Christina er derudover forperson for operakompagniet Opera Prætentiøs.
Silas Phillipson, pianist & komponist
Silas er en dansk pianist, der i 2023 færdiggjorde sin kandidatuddannelse i klassisk klaver fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han studerede hos Amalie Malling og Marianna Shirinyan. Han har en særlig interesse for det klassiske repertoire, men udforsker også improvisation, komposition og mødet mellem musik og scenekunst. Han har blandt andet medvirket som pianist og skuespiller i musikforestillingen Pennevenner med Annette Heick og sin far, Caspar Phillipson, og komponeret musik til børnebogen Bølgerne i himlen, som han skrev sammen med Ask Urheim. Med sin alsidighed og nysgerrighed bevæger han sig mellem den klassiske koncerttradition og nye, tværkunstneriske formater.