Japansk feel good når det er bedst: Mine dage i Morisaki Boghandel
Kirsebærtræerne er sprunget ud på Gladsaxe Hovedbiblioteks legeplads og i den anledning fik jeg lyst til at anbefale en lille litterær (og japansk) perle; Mine dage i Morisaki Boghandel af den japanske forfatter Satoshi Yagisawa. En roman der illustrerer litteraturens evne til at ændre den måde, vi ser os selv og verden på.
Af Julie Hassing
Femogtyveårige Takako er ligeglad med bøger, de siger hende ingenting. Derfor er det også lidt spøjst at det netop er hende, der bliver inviteret til at komme og hjælpe sin onkel Satoru med at arbejde i hans boghandel, en onkel hun vel og mærke ikke har set siden hun var barn. Endnu mere spøjst er det, at hun vælger at takke ja til tilbuddet. Hun har netop mistet både kæreste og job og beslutter hun sig derfor for, at lidt luftforandring vil gøre hende godt.
Boghandlen ligger i Tokyos 'bogkvarter' Jimbochu, og den er fyldt til randen med bøger, bøger som Takako er splintrende ligeglad med, indtil en aften, hvor hun ikke kan sove og hun åbner en bog.. Pludselig er hun opslugt, og hun bliver en flittig læser. Opdagelsen af bøger skaber forandringer i Takakos liv, hun finder modet til at se fortiden i øjnene og hun begynder så småt at leve mere modigt i sin nutid.
Mine dage i Morasaki boghandel er en ægte feel good roman, i en japansk setting, samtidig er den velskrevet og helt klart værd at læse.