Offentlige foredrag i naturvidenskab: Kaffe
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Billet: Gratis
- Sted
-
Bibliografen Bagsværd
Bagsværd Hovedgade 116,
2880 Bagsværd
Bibliotek
Bibliografen BagsværdBEMÆRK: Billetsalget starter tre uger før arrangementet - den 13. oktober kl. 19:00 via linket.
Kaffeplanten er en flerårig afgrøde med en enorm betydning globalt – både økonomisk og kulturelt. Botaniker Anders Barfod, som i mere end fire årtier har forsket i tropiske planteressourcer, vil give en bred indføring i kaffeplantens botanik – herunder den nyeste udforskning af dens vilde slægtninge. Coffea-slægten illustrerer glimrende den store betydning af agrobiodiversitet for landbrugsproduktionen i en verden i stadig forandring. Du vil også høre om hvad kaffebønnen mere præcist udgør i frugten, og få indblik i hvordan man kommer fra den høstklare frugt på kaffebusken til den dampende kop kaffe som mange af os nyder hver dag.
Millioner af farmere i det såkaldte ’kaffebælte’ omkring Ækvator producerer nok kaffe til at vi, verden over, kan nyde 30.000 kopper i sekundet. Det kræver et stort areal, og historisk set har kaffedyrkning ført til afskovning og tab af biodiversitet, men under visse forhold har kaffedyrkning i dag en helt anden rolle. Naturressourceøkonom Aske Skovmand Bosselmann vil fortælle om kaffens dyrkning og hvordan farmere verden over ikke bare producerer kaffebønner, men også økosystemtjenester som vi alle kan drage fordele af – bl.a. i forhold til klimaforandringer som i dag er et centralt emne inden for bæredygtig kaffe. Du får også et indblik i den nyeste forskning der skal sørge for at vi fortsat kan drikke kaffe i et forandret klima.
I foredraget sættes vores brug af kaffe også i et historisk perspektiv. Selve udviklingen i danskernes forbrugsmønster af kaffe, fra den blev introduceret i Danmark i 1665 til nu, har nemlig været meget bemærkelsesværdig. Diabetes- og ernæringsforsker Kjeld Hermansen vil udfordre de mange påstande om hvordan kaffe påvirker kroppen. Man hører fx ofte udsagn som: ”Man skal passe på med ikke at drikke for meget kaffe”, ”Kaffe er usundt og kan fremkalde kræft og hjertekarsygdomme” og ”Kaffe kan afkorte livet”. Spørgsmålet er om dette er myter eller fakta? Kjeld Hermansen vil gennemgå hvordan kaffe påvirker dødeligheden samt de store folkesygdomme kræft, hjertekarsygdomme, neuropsykiatriske sygdomme og type 2-diabetes.
Dette er en opdateret udgave af et foredrag fra foråret 2023.
OM FOREDRAGSSERIEN:
Foredraget streames live fra Søauditorierne i Aarhus og er et led i serien Offentlige Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet i samarbejde med flere hundrede lokationer landet over. Foredragsserien er støttet af Carlsbergfondet.
Foredraget varer to timer inkl. en pause på 20 minutter samt en session til slut hvor forelæseren svarer på udvalgte spørgsmål indsendt under foredraget af publikum via SMS.
Note fra arrangørerne ved Aarhus Universitet: din lokale biograf har generøst stillet biografsal og personale gratis til rådighed for denne visning. Støt dem gerne økonomisk ved fx at benytte deres café/kiosk.
Foredraget er og bliver ikke offentligt tilgængeligt på internettet.