Jeg som aldrig har kendt mænd: En stille og urovækkende læseoplevelse
39 kvinder og et barn er spærret inde i et bur dybt under jorden. De ved ikke, hvorfor de er der, hvor længe de har været fanget, eller hvem der holder dem indespærret. Minderne om deres tidligere liv er svage og usammenhængende, som om nogen med vilje har visket dem ud. Sådan begynder handlingen i den belgiske forfatter Jacqueline Harpmans roman Jeg som aldrig har kendt mænd; en stille, sær og dybt fascinerende fortælling, der bliver ved med at rumstere længe efter sidste side.
Af Julie Hassing
Romanens fortæller er det navnløse “pigebarn”, den yngste blandt kvinderne. Hvor de andre langsomt har vænnet sig til fangenskabet og næsten har opgivet at forstå deres situation, drives hun af en ukuelig nysgerrighed. Hun vil forstå verden omkring sig. Hvad tid er. Hvad frihed er. Hvad det vil sige at være menneske.
En dag flygter vagterne pludseligt fra kælderen og efterlader deres nøgler. Kvinderne slipper fri og kommer op til en verden, der virker tom og forladt. Ingen byer. Ingen mennesker. Kun endeløse sletter og nye spørgsmål.
Det lyder som en klassisk dystopi, men Jeg som aldrig har kendt mænd er langt mere stille og eftertænksom end den er spændingsdrevet. Romanens styrke ligger ikke i store afsløringer (for dem får man næsten ingen af) men i stemningen og i hovedpersonens måde at opleve verden på.
Harpman skriver enkelt og præcist, næsten køligt, og netop derfor bliver fortællingen så stærk. Der er noget ensomt over romanen, men også noget håbefuldt i pigebarnets (som vi følger ind i alderdommen) behov for at forstå og lære. Undervejs lærer hun både at tænke, læse og skrive, og litteraturen bliver til sidst hendes måde at skabe mening i en verden uden svar.
Romanen føles overraskende aktuel, selvom den oprindeligt udkom i 1995. Måske fordi den handler om noget meget grundlæggende menneskeligt; behovet for sammenhæng, identitet og frihed. Og om hvor skrøbelig vores virkelighed egentlig er.
Jeg som aldrig har kendt mænd er ikke en højlydt roman. Den hvisker mere, end den råber. Men netop derfor kryber den langsomt ind under huden på læseren