LÆSEKLUB 2: NORDISK LUNE

Der er intet som den nordiske humor, den er underspillet, lun og nogle gange helt skør. I denne læseklub skal I læse tre bøger, som på hver sin måde er humoristiske. Men du vil ikke falde på halen af grin eller læse en samfundssatire, nej her er der mere tale om lune nordiske romaner, som efterlader læseren med et smil på læben eller absurde billeder i hovedet.

Tre romaner som er skrevet og foregår i Norden, men med deres lethed og skøre scener i den nordiske natur, vil give dig smil og varme i vinterkulden. Kom med i denne læseklub hvis du elsker moderne nordisk litteratur, med et tvist af den der helt specielle nordiske humor.

Første bog I skal læse, er svenske Annika Norlins debutroman: Tuen. Tuen består af syv personer der har fundet hinanden i den svenske skov og nu lever sammen og af naturen. Emilie er udbrændt og søger ud i skoven, for at leve i pagt med naturen. Her møder hun Tuen, og en skør og underspillet roman udfolder sig i den store svenske skov.

Derefter skal I læse Tina Harnesks: Folk som sår i sne. Samiske Máriddja har hele livet været sin egen, og nu i livets efterår, er hun en handlekraftig kvinde med et hjerte der banker for geder, hendes elskede mand Biera – og drengen der blev taget fra dem. Hun vil ikke dikteres af lægens påbud om behandling for en kræftdiagnose, men sætter gang i en vild plan for at finde drengen og få ham hjem. En vidunderlig historie med en god blanding af humor og alvor. 

Til sidst skal I læse Erlend Loes helt fantastiske klassiker: Doppler. En familiefar vælter på sin cykel og halvt bevidstløs føler han pludselig at han må lave sit liv om. For hvad er meningen med det hele? Han forlader sin familie i Oslo og drager ind i den norske skov – dog ikke langt ind, bare så han lige får følelsen af skov. Her starter hans udviklingsrejse, som bl.a. involverer en elg, som bliver hans følgesvend. 

Læseklubben mødes tre torsdage fra kl. 16.30 -18.00 på Gladsaxe Hovedbibliotek i området Under Træet. NB! Læseklubben er selvkørende. Den første gang I mødes vil en bibliotekar introducere temaet, bøgerne og det praktiske om at deltage i en læseklub, derefter vil I selv facilitere de to efterfølgende gange.   

Tilmelding:

Tilmeldingsfrist senest søndag den 25. januar. 

Første bog kan afhentes fra mandag den 12. januar.

Tilmeldingen foregår efter først til mølle-princippet. Der er plads til 10 i læseklubben, men vi opretter kun klubben, hvis der er minimum 4 tilmeldte.

Tilmeldingen er personlig, og det er ikke muligt at foretage en tilmelding på andres vegne.

For eventuelle spørgsmål er du velkommen til at kontakte: Christence Stubbe Teglbjærg (chlist@gladsaxe.dk)

Mødedatoer:

19. februar: Velkomst – Annika Norlin: Tuen

19. marts: Tina Harnesk: Folk som sår i sne 

16. april: Erlend Loe: Doppler