Gladsaxe Loves Culture 2026

Gladsaxe Loves Culture 2026 

Nu rykker vi ud i hele Gladsaxe

 

Gladsaxe Loves Culture har i mange år været et fast og festligt samlingspunkt på Telefonfabrikken. En éndagsfestival fyldt med frivillighed, fællesskab og kærlighed til kulturen i alle dens former. Men i 2026 udvider vi rammerne for, hvad festivalen kan være.

Vi udvikler festivalen og breder den ud over en hel uge. I stedet for at samle det hele på én dag og ét sted, flytter vi kulturen tættere på hverdagen og ud i bydelene. For målet er klart: Kulturen skal ud dér, hvor I er. 

 

I uge 23 kan du derfor opleve Gladsaxe Loves Culture her:

  • Værebro - mandag d. 1. juni
  • Mørkhøj - tirsdag d. 2. juni
  • Høje Gladsaxe - onsdag d. 3. juni
  • Bagsværd - torsdag d. 4. juni
  • Fælles afslutning på Telefonfabrikken - lørdag d. 6. juni

Fra mandag til torsdag inviterer vi til lokale mindre pop-up-festivaler i samarbejde med foreninger, kulturaktører, frivillige kræfter, boligsociale indsatser og lokale fællesskaber. Hvert område sætter sit eget præg på festivalen, så det bliver nærværende, lokalt forankret og skabt sammen med dem, der allerede er aktive i bydelen.

Lørdag samles vi igen på Telefonfabrikken til en festlig og familievenlig afslutning, hvor vi fejrer fællesskabet og kulturen på tværs af hele kommunen.

Med den nye model håber vi både at møde flere og at gøre det tydeligt, at det er hele Gladsaxe, der elsker kultur. For kultur er ikke kun det, der sker på en scene. Det er også det, der opstår i mødet mellem mennesker. Ja, kultur er i virkeligheden til stede, hver gang man som gladsaxeborger træder ud ad døren.

Planlægningen er allerede i gang, og vi glæder os til at fortælle meget mere, når vi nærmer os.

Men allerede nu:
Sæt et stort kryds i kalenderen i uge 23.

Gladsaxe Loves Culture 2026 bliver en uge, hvor vi sammen bringer kulturen helt ud dér, hvor livet leves og vi glæder os til at se jer.

 

Vil du vide mere så skriv endelig til emasni@gladsaxe.dk eller tilmeld dig direkte her

Der er tilmeldingsfrist 1. april.