Levende og legende læsning

Det er både dejligt og vigtigt at læse bøger med sit lille barn, det synes vi her på biblioteket, og det håber vi også, at I synes derhjemme! Læsningen kan blive endnu sjovere, hvis man gør den levende og legende, her kommer vi med et par råd til, hvordan I kan gøre.

Af Julie Hassing

Under læsningen

  • Inddrag dit barn i læsningen. Stil spørgsmål, der relaterer sig til historien og giv barnet mulighed for at fortælle, hvad det tænker, ser og undrer sig over. Måske kan I gætte, hvad der sker på næste side, eller tale om, hvordan en karakter mon har det.
  • Følg barnets spor. I behøver ikke altid læse bogen fra ende til anden. Hvis dit barn bliver optaget af en bestemt illustration eller vil tale om noget på siden, så bliv dér lidt. Det vigtigste er ikke at nå igennem bogen, men at være fælles om den.
  • Inddrag rekvisitter. Måske har i en Børste bamse eller en Alfons Åberg bamse derhjemme. Tag den frem, når I læser om karaktererne og lad dem sige replikkerne fra bogen.
  • Brug dig selv. Gør din stemme, mørkere eller lysere, skift toneleje, syng eller grin, når det giver mening. Hvis det banker på døren inde i bogen, så bank i bordet, regner det inde i bogen, kan I lave dryppe lyde. 
  • Læs yndlingsbøgerne igen og igen. Børn kan have stor glæde af at høre den samme bog mange gange. Når historien bliver genkendelig, kan barnet måske selv begynde at gætte, hvad der sker, sige bestemte ord eller fortælle dele af historien.

Efter læsningen

  • Leg videre med historien. Har I læst en bog om pirater, er det måske tid til, at en af jer skal gå planken ud. Har I derimod læst om et bal på slottet, kan I klæde jer ud og holde jeres eget lille bal. Brug historien som inspiration til jeres egen leg.
  • Lav noget kreativt. Har I læst en bog om Mimbo Jimbo, der bygger en bil, kan I bygge en jeres egen bil af en papkasse, en tændstiksæske eller noget helt tredje.
  • Oplev historien på en ny måde. Er bogen filmatiseret, kan I se filmen eller lidt af den. Bagefter kan i snakke om, hvordan filmen adskiller sig fra bogen, og om karaktererne ser ud, som barnet havde forestillet sig.
  • Tal om historien bagefter. Hvad var det sjoveste? Hvem kunne barnet bedst lide? Var der noget, der var spændende eller lidt uhyggeligt? Der findes ikke nødvendigvis rigtige svar, det handler om at være nysgerrig sammen.

En lille perle