Nyt værksted på Telefonfabrikken

Nu kan du ansøge om plads i det nye værksted

Telefonfabrikken åbner i sommeren 2025 et nyt værksted i de gamle rå fabrikslokaler. 

Har du en håndværkshobby eller på anden måde brug for et værkstedsrum, så kan du nu ansøge om en plads!

Du kan ansøge som gruppe eller enkeltperson gennem ansøgningsskemaet nedenfor.

Ny dato! Ansøgningsfrist for plads i værkstedet er d. 20. marts kl. 14.

Hent og udfyld filen her under. Du sender filen til Lua på mail: unlute@gladsaxe.dk for at ansøge.

Er du ikke sikker på, hvordan og med hvem du vil ansøge, så afholdes der er open call og workshop d. 5. marts kl. 16.30-18.30. Her kan du møde andre, som også gerne vil tage del i værkstedet, men ikke helt har fundet ud af hvordan.

Om værkstedet

Værkstedet er lige nu et tomt åbent rum på +200 kvm. Vi forventer at skabe op til fem værkstedszoner, som du og andre brugere kan få del i. Yderligere forventer vi at oprette et fælles areal, hvor man kan holde samlinger, nyde en kop kaffe, lave workshops m.m.

Der er lige nu ingen grænser for, hvilke typer værksted, der kan skabes, bare du har lyst til at dyrke din hobby i et fælles værkstedsrum. 

OBS værkstedet er beregnet til hobby- og fritidsbrug og må derfor ikke bruges kommercielt.

Om brugergruppe

Værkstedet skal vi opbygge sammen. Derfor opretter vi en brugergruppe, som i samarbejde med Telefonfabrikken skal udvikle ideen og bygge rummet op til et fedt værkstedsmiljø. Når værkstedet står færdig vil brugergruppen fortsætte som en samlende enhed for værkstedet. Brugergruppen bliver dannet af repræsentanter for grupperne, der bruger værkstedet.

Brugergruppen mødes ca. én gang om måneden til og med juni og hjælper med at skabe værkstedszonerne.

Om ansøgningsprocessen

Når du ansøger, bliver din ansøgning læst sammen med alle andre og sorteret i værkstedstype. Er der flere med den samme værkstedsidé, tillader vi os at tage kontakt til jer og høre om muligheden for et samarbejde. 

Når du ansøger om en plads i det nye værksted, siger du samtidig ja til at sende én repræsentant til brugergruppen. Dette skal du, fordi du som bruger af værkstedet ved, hvad der skal bruges i de forskellige zoner, og fordi vi på Telefonfabrikken gerne vil have jeres hjælp til at opbygge og drive værkstedet fremadrettet. 

Efter ansøgningsfristen bliver alle ansøgere kontaktet og oplyst om, om vi kan tilbyde plads i værkstedet og det videre forløb.

Hvad bliver der vurderet på?

Vi ønsker at tilbyde pladser til flest muligt. Dog tager vi hensyn til nogle få kriterier, når vi gennemgår ansøgningen. Dette er bl.a.:

  • Kan de efterspurgte faciliteter eller nødvendige sikkerhedskrav opfyldes?
  • Kan vi sikre, at værkstedet ikke bliver konkurrenceforvridende? Det vil sige, at der ikke findes et lignende tilbud eller en kommerciel virksomhed, som mister brugere/kunder.
  • Kan den type værksted, der ansøges om, sameksistere i et åbent rum med andre værkstedszoner?

Vi glæder os til at læse jeres ansøgning. Husk ansøgningsfristen d. 20. marts kl. 14.