Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage; litterære fællesskaber
Naja Marie Aidt udgav i 2017 den barske og intense roman Har døden
taget noget fra dig så giv det tilbage, om sin døde søn, og om det
tomrum hans død kastede hende ud i. Midt i den ubærlige sorg var det eneste, hun kunne, at række ud efter sine nærmeste og litteraturen.
I romanen drager hun på en række af andre forfattere, der har skrevet om sorg og det er det denne artikel skal handle om.
Af Julie Hassing
En læsning af Carls bog er også en indførelse i sorgens litteraturhistorie. De forfattere Aidt refererer til og citerer fra får lov til på hver sin måde at arbejde sammen med Aidts egne ord, enten fordi Aidt kommenterer direkte på citaterne eller fordi hun arbejder videre med idéer eller temaer.
De litterære referencer i Carls bog strækker sig fra det 4000 år gamle Gilgamesh-epos, hvor Gilgamesh sørger over døden af sin ven Enkidu og derigennem indser, at han også selv skal dø en dag, hvilket sætter gang i en søgen efter udødelighed. Herefter stifter vi bekendtskab med en lang række forfattere, der på hver sin måde bidrager til Carls bog.
Nogle af referencerne bruges i allegorisk forstand, som for eksempel H.C. Andersens
Historien om en moder og Walt Whitmans naturdigte, der bruges til at støtte op om et
natur-tema, der er gennemgribende for romanen. Aidts brug af litterære referencer er ikke altid lige så omfattende som førnævnte eksempel, ofte sker det i mindre skala. Som da hun rejser tilbage til Brooklyn, hvor hun er bosiddende, en måned efter begravelsen, og hun
afskærmer sig fra omverdenen og ikke orker noget, hun skriver: “Jeg ser tv-serier. Den ene sæson efter den anden. Jeg ligger på sofaen, til det bliver aften. Det er det eneste, der
lindrer, fordi jeg forsvinder. Som når jeg er fuld. Det er bedøvelse.” Hvorefter hun citerer Roubaud, fra bogen Noget sort, der omhandler sorgen efter hans afdøde hustru: ”Jeg går sjældent nogen steder, som om indespærringen i et minimalt rum kunne bringe
dig tilbage fra virkeligheden, fordi du levede i det sammen med mig.”
Hvor Aidts eget sprog slipper op, kan H.C. Andersen eller Roubaud færdiggøre eller bygge videre på Aidts ord. På samme vis bruger hun mange andre forfattere igennem værket, alle værkerne kan findes nedenfor.