Læsning på tværs af generationer
På biblioteket får vi ofte besøg af børn sammen med deres bedsteforældre, og det er altid dejligt at se, hvordan de hygger sig sammen. Vi har samlet nogle skønne bøger, både bøger der handler om bedsteforældre, men også bøger som bedsteforældrene læste, da de selv var børn. Her finder du alt fra billedbøger til højtlæsningsbøger.
Af Julie Hassing
Forholdet mellem en bedsteforælder og et barnebarn er noget helt særligt. Det er et bånd fyldt med tryghed og kærlighed, ligesom det forhold, man har til sine forældre, men alligevel er det anderledes; her er der plads til lidt mere leg, lidt mere forkælelse og lidt mere frihed. Hjemme hos bedsteforældrene føles verden ofte lidt varmere og mere magisk. Man kan hygge sig uden at skulle tænke på alt det praktiske, og små ting som en ekstra portion kage, en lang gåtur eller en stille stund med historier bliver lidt mere særlige.
En af de dejligste stunder er når bedstemor eller bedstefar læser højt. Læsningen er en måde at danne en endnu tættere relation til hinanden; man lytter, spørger, griner og oplever historien sammen. Så find en god bog frem, læn jer tilbage, og læs. Her kan I opdage nye verdener, grine sammen og skabe små stunder, der bliver til store minder.
God læselyst!