Lyt din litteratur
Får du heller ikke læst lige så meget som du godt ville? Her kommer otte gode boganbefalinger, der alle kan høres eller læses på eReolen.
Af Julie Hassing
Jeg har to bogreoler hjemme i min stue, halvdelen af bøgerne har jeg endnu ikke læst. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst - jeg har jo selv købt bøgerne, med tanke på at jeg skulle nyde dem på stranden på en varm sommerdag, eller under et tæppe på en regnvejrsdag. Alligevel har jeg så ofte tændt fjernsynet for at gense en dum serie, eller ordnet vasketøjet istedet for at sætte mig ned for at læse.
En dag gik det op for mig, at jeg, efter at være blevet mor, ikke længere havde tiden til at læse, og når jeg endelig havde, så prioriterede jeg fjernsynet frem for bogen. Pludselig var der gået flere måneder, hvor jeg ikke havde læst en bog, hvis man altså ser bort fra diverse bøger om Bluey og Alfons Åberg.
Der er mange gode grunde til at det kan være svært at få læst: Børn, arbejde, madpakker der skal smøres, en aftale med en ven eller en af de andre tusind ting man skal nå. Alligevel har jeg læst 19 bøger i år, eller hørt. Jeg er nemlig begyndt at høre lydbøger, og hip hurra for lydbøger! Nu kan jeg (forsøge) at nå de tusind ting og SAMTIDIG få læst.