Mellem venten og frihed – Herta Müller skildrer livet under et diktatur med skarpsindig præcision
Herta Müllers Mennesket er en stor fasan i verden (1986) er en bog, der fortjener at blive læst. Ikke kun for sit poetiske sprog, men fordi den på en stille og uafrystelig måde minder os om, hvad det vil sige at leve uden frihed. Med få, præcise ord tegner Müller et billede af mennesket fanget i et system, hvor selv håb bliver en form for modstand. Det er en fortælling, der stadig taler til os i dag, i en verden hvor grænser, magt og værdighed fortsat er til forhandling.
Af Julie Hassing
I romanen møder vi den tysk-rumænske mand Windisch, som drømmer om at få et udrejsepas til sin familie. I denne ventetilstand udspiller sig et stille drama om håb, skam og overlevelse. Müllers korte, lyriske sætninger som for eksempel på side 9: “Mit hoved er et ur.” og “Jeg trækker det op til fjedren springer.” samt hendes brug af gentagelser og besjæling skaber en intens stemning af stillestående tid, som om verden holder vejret sammen med hovedpersonen.
Romanen udforsker temaer som magt, undertrykkelse og køn, og gennem dyre- og kvindebilleder afdækkes menneskets sårbarhed. Titlens ordsprog “Mennesket er en stor fasan i verden” bliver et billede på den ubehjælpsomhed og længsel, der præger livet under et diktatur. Det skulle efter sigende være et rumænsk ordsprog om menneskets ubehjælpsomme tilstedeværelse i verden. Et ordsprog der passer ind i tekstens billede af grovkornede og hårdhudede mennesker, der ikke kan se hinanden i øjnene på grund af deres gensidige misbrug af magtbeføjelser, der i det her samfund kommer til at kendetegne alle mellemmenneskelige forhold.
Mennesket er en stor fasan i verden er en kort, men ualmindeligt virkningsfuld roman, der viser, hvordan sproget kan blive både et fængsel og en vej til frihed. En bog, der gør indtryk og bliver hos sin læser længe efter sidste side.