Pernille fra Hovedbiblioteket anbefaler: Skandar og kaosprøverne af A.F. Steadman (bind 3 i serien om Skandar)

Af Louise Mohr

"Er du ikke kommet i gang med at læse fantasyserien om Skandar, så se at komme i gang! Den er fænomenal læsning! 

I serien følger vi Skandar, hvis største drøm er at blive enhjørningerytter. Vi forbinder enhjørninge med at være søde, flotte og nuttede. Det er de slet ikke her, de er blodtørstige bæster! Skandar er blevet smuglet ind på akademiet og har på ulovlig vis knyttet sig til en FORBUDT enhjørning. Og vi følger Skandars skoleliv, venskaber og strabadser. 

I bind 3 består skoleåret af fire udholdenhedsprøver, der skal vise, hvem der kan blive på akademiet, og hvem der skal udskilles. Det er hæsblæsende action, hvor venskaber, loyalitet samt tillid bliver udfordret. Absolut ikke et let skoleår og for Skandar er alt sat yderligere på spidsen, fordi han skal skjule sin søster Kenna og hendes vilde enhjørning, SAMTIDIG med at Væveren bliver ved med at dukke op og forpurre Skandar og hans venner i at fuldføre prøverne OG holde alting hemmeligt for sin far!  

Jeg elsker, at vi i bind tre skifter imellem Skandar og hans søster Kenna som fortællere. Stemningen skifter imellem hæsblæsende action, beskrivelser af skolelivet og venskaber til det langsomme eftertænksomme dystre, og så har den en total uforudsigelig slutning, så man bare er nødt til at læse den igen! (anbefales fra 12 år)"