Magnus fra Hovedbiblioteket anbefaler: Trelegemeproblemet af Cixin Liu
Af Louise Mohr
”Trelegemeproblemet er sådan set ikke en ny bog, men jeg anbefaler den alligevel som én, for i 2024 udkom Cixin Lius ambitiøse sci-fi-sensation på dansk. Romanen er første led i en trilogi, der bøjer vores forståelser af tid og sted, fremtid og fortid, og ryster læserens forestillinger om vores plads i universet.
Der er tale om hård sci-fi, hvor det videnskabelige først og fremmest er i fokus, når menneskeheden står over for en trussel fra det ydre rum. Romanen er imidlertid lige så meget for dem, der interesserer sig for de mere filosofiske aspekter af vores eksistens: Der er i bund og grund tale om en dybt eksistentiel roman af kosmiske dimensioner og en unik læseoplevelse for den vestlige læser med Cixin Lius kinesiske perspektiv.”