LÆSEKLUB 1: FORBUDTE BØGER

Når autoritære regimer vil kontrollere befolkningens tanker og forestillinger, retter de ofte blikket mod litteraturen. Gennem historien har de censureret bøger, brændt dem af og forfulgt forfattere, når ordenes kraft truede deres magt.

I denne temalæseklub dykker vi ned i tre bøger, der er blevet forbudt forskellige steder i verden. Fælles for dem er, at de udfordrer magtstrukturer og sætter spørgsmålstegn ved normer for identitet, seksualitet og samfund. Alle tre bøger er desuden blevet filmatiseret eller omsat til tv-serier.

Som optakt til bogklubben viser vi mandag 5. oktober dokumentaren ’The Librarians’ som skildrer, hvordan amerikanske bibliotekarer uventet er blevet de nye frontkæmpere for demokratiet og ytringsfriheden. 

Bøger vi skal læse: 

Kvinder uden mænd af Shahrnush Parsipur
En fortælling om fem forskellige kvindeskæbner omkring statskuppet i Iran i 1953 og om deres kamp imod politisk og seksuel undertrykkelse. En rig enke, en prostitueret, to ældre ugifte kvinder og en skolelærer, der ønsker at blive et træ, dyrker friheden og fællesskabet i en have, hvor de er isolerede fra de snærende patriarkalske rammer. Bogen er forbudt i Iran, og Parsipur har været fængslet hele syv gange i sit hjemland på baggrund af udgivelsen og lever i dag i eksil i USA.

Call Me by Your Name af André Aciman
17-årige Elio tilbringer sine somre med sine forældre i deres sommerresidens i Norditalien. Da den 24-årige Oliver bliver ansat som studentermedhjælper for faderen, drages Elio af den unge mand, og dyb forelskelse og et intenst erotisk forhold udfolder sig – og i kølvandet forvirring, eufori og savn. Med sine eksplicitte sexscener og skildringer af flydende seksualitet har bogen både vundet stor popularitet i homo- og queer-miljøer, men også mødt censur – bl.a. i Tunesien samt på flere skolebiblioteker i USA, hvor den er forbudt.

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Kvinden Offreds fortælling om livet i Gilead, et diktatur bygget på et USA i ruiner. Radioaktiv stråling, forurening, genmanipulation og epidemier har vansiret kloden og efterladt verdensbefolkningen så godt som steril. Frugtbare kvinder voldtages ceremonielt, og deres liv er reduceret til en funktion som rugemaskiner for at få fødselsraterne op, og minoriteter forfølges og undertrykkes. Bogen er fjernet fra flere skolebiblioteker i USA, og autoritære kræfter søger til stadighed at bandlyse bogen helt i USA.

Det praktiske

Læseklubben mødes tre torsdage fra kl. 16.30 -18.00 på Gladsaxe Hovedbibliotek i området Under Træet. NB! Læseklubben er selvkørende. Den første gang I mødes vil en bibliotekar introducere temaet, bøgerne og det praktiske om at deltage i en læseklub, derefter vil I selv facilitere de to efterfølgende gange.   

Tilmelding:

Tilmeldingsfrist senest torsdag 3. september 

Første bog kan afhentes fra 27. august

Tilmeldingen foregår efter først til mølle-princippet. Der er plads til 10 i læseklubben, men vi opretter kun klubben, hvis der er minimum 4 tilmeldte. Tilmeldingen er personlig, og det er ikke muligt at foretage en tilmelding på andres vegne.

For eventuelle spørgsmål er du velkommen til at kontakte: Mads Hansen (madsha@gladsaxe.dk)

Mødedatoer: 

  1. Kvinder uden mænd – af Sharnush Parsipur 24/9 
  2. Call me by your name – af Andre Aciman 22/10 
  3. Tjenerindens fortælling – af Margaret Atwood 19/11