Hvordan står vi sammen, hvis hverdagen pludselig bliver anderledes? Og hvad betyder beredskab egentlig for dig, din familie og dit lokalsamfund? Kom med når vi 25. oktober inviterer til en inspirerende dag med oplevelser, aktiviteter, konkrete råd og samtaler om beredskab i samarbejde med DR, Østifterne og Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Uanset om du er nysgerrig på, hvordan du kan klare dig i en krisesituation, gerne vil lære nye færdigheder eller bare har lyst til en dag med familien, er du meget velkommen.
Program
Følg med her på siden og på Facebook-eventet, hvor vi løbende offentliggør programmet.
I standområdet kan du kl. 10-16 få konkrete råd og prøve kræfter med praktiske færdigheder, der kan gøre dig og din familie bedre rustet, hvis hverdagen pludselig forandrer sig. Her kan du møde Hjemmeværnet, Børns Vilkår, Folk og Sikkerhed, Red Barnet, Borgerberedskabet, Gladsaxe Kommunes beredskabskonsulent og AOF Gladsaxe.
Hvor drikkeligt er dit vand?
Er vandet fra radiatoren farligere end vandet fra cisternen? Og hvad med regntønden i baghaven eller den grønne swimmingpool? Sammen med Folk og Sikkerhed kan du teste din viden om drikkevand. Få skænket smagsprøver på vand og hør om, hvordan nødrensning af vand virker i praksis.
Er dit barn bekymret?
Ord som krig, droner og beredskab dukker op i nyhederne, på skolegården og i børns interne samtaler. Børns Vilkår står klar til at give gode råd om, hvordan du bedst støtter et barn eller en ung, der er bekymret.
Mød Hjemmeværnet — og bliv klogere på det analoge beredskab Hjemmeværnet er en tryghedsskabende del af det danske beredskab. Kom forbi deres stand til en uformel snak om det analoge beredskab — de lavpraktiske ting: kontanter, kommunikation uden mobiltelefon og andre simple vaner, der gør en forskel.
Få gode råd til hjemmets beredskab
Gladsaxe kommunes beredskabskonsulent står klar med konkrete, praktiske råd til at ruste dig og din husstand til uforudsete situationer: hjemmets nødlager, praktiske hverdagstips og simple tjeklister. Kom forbi til en snak og få svar på spørgsmål om din husstands beredskab.
Har du og dine naboer en plan?
Stå stærkere sammen, hvis krisen rammer. Mød Borgerberedskabet, og få en snak om, hvordan I kan gøre en forskel i jeres boligforening, grundejerforening, opgang eller vejlaug, hvis krisen rammer.
Børnenes beredskab
Red Barnet inviterer børn og voksne til at udforske beredskab på en tryg og børnevenlig måde. De yngste kan blive klar til beredskab med Ellis Egern, de lidt ældre børn kan spotte nødskilte, og de voksne kan blive klædt på til at snakke med børn og unge om de urolige tider, vi befinder os i.
Mad uden strøm – enkelt, nemt og hyggeligt
Lær, hvordan du laver varm mad, når strømmen er gået og komfuret ikke længere virker... AOF Gladsaxe og Bushcraft Danmark viser dig enkle og kreative løsninger, uanset om du bor i hus eller lejlighed. Du får masser af inspiration til simple, sunde og nærende retter, som du kan lave selv i en krisesituation - med eksempler og smagsprøver.
Kult Prep Dialogvogn (kl. 11-13)
Hvad skal vi kunne kulturelt, menneskeligt og sammen, når verden bliver usikker? Kulturens Prepping Dialogvogn ruller ud med en helt særlig menu. Her serverer vi ikke pølser, men dialogstartere, refleksionsretter og spørgsmål om vores kulturelle beredskab. Kom forbi, vælg en ret fra menukortet, og vær med til en samtale om, hvad der gør os stærkere sammen.
Dialogvognen er udviklet af NXT i samarbejde med Kulturens Analyseinstitut.
Mad og drikke
Du kan få stillet din sult og tørst i Magnes Madhus, som du finder på samme etage som scene- og standområdet. Du kan også købe en lækker kop kaffe fra Kaffe Diems kaffecykel, som du finder i standområdet.