Få din egen plantekasse

Få din egen plantekasse

Savner du at kunne rode i jorden og dyrke dit eget, så er vores lille havefælleskab i Telefonfabrikkens atriumgård måske noget for dig!

Telefonfabrikken stiller en kasse, jord og redskaber gratis til rådighed. Du må dyrke lige, hvad du vil, bare du passer dit eget højbed.

Alle er velkomne i vores havefællesskab, og du behøver ikke at have grønne fingre på forhånd. Vi mødes og hjælper hinanden, vi arrangerer workshops og inspirationsture, og vi prøver os frem. Se herunder hvilke workshops, som kommer i foråret.

Kontakt os for at høre mere på telefonfabrikken@gladsaxe.dk

Følg plantebandens gruppe på Facebook

Retningslinjer for at være med i Telefonfabrikkens plantefællesskab

  • Det er din kasse indtil du ”opsiger” den. Gruppen af plantekassepassere har hver især ansvar for at deres kasse og bed bliver passet, evt. i samarbejde med den der passes sammen med (hvis I er to om en kasse) 
  • Du sørger for at der bliver plantet/sået det, du gerne vil have, for egne omkostninger 
  • Du sørger for at planterne bliver passet og vandet (og det er jo nok mindst en gang om ugen i højsæsonen) 
  • Du sørger for at nogle andre passer for dig, hvis du er på ferie eller væk af andre årsager 
  • Du sørger for at holde kassen fri for affald (efter blæst eller folk, der ikke kan finde ud af at bruge en skraldespand) 
  • Hvis du dyrker grøntsager, er det selvfølgelig dine at høste 
  • Du er velkommen til at være kreativ med egen kasse (lyskæder, skilte, maling osv.), så længe den forbliver flytbar 
  • Telefonfabrikken stiller redskaber til rådighed, de står i skuret. Alle er velkomne til at komme med ønsker til, hvad der skal være 
  • I sæsonen har vi fælles arbejdsdag hver måned: 1. torsdag i måneden kl. 17, hvor de fremmødte kan passe deres egne kasser, dele viden og planter og hygge sig. Man er velkommen til at ”arrangere” en arbejdstorsdag for de andre, hvor man laver et program og inviterer. Ellers er det op til de fremmødte, hvad de vil lave 
  • 4 gange om året mødes vi (indenfor) kl. 17 og taler om hvordan det går, ønsker til indkøb, arrangementer og om udviklingsmuligheder: 1. torsdag i marts, 1. torsdag i juni, 1. torsdag i september, 1. torsdag i december 
  • Gruppen kan have flere fælles aktiviteter: Frø/plantebytte, fælles indkøb, inspirationsture (til f.eks. Slottet i Smørmosen, workshops som kan udvikle gruppens grønne færdigheder, fællesspisninger, sommerfest, høstfest osv. Disse aktiviteter skal være drevet af gruppen selv, men Telefonfabrikken understøtter, hvor vi kan (med netværk, viden og økonomi) 
  • Der skal være en fra gruppen som er gruppens kontaktperson (fra Telefonfabrikken til gruppen, fra gruppen til Telefonfabrikken), en fra gruppen som er medlemsadministrator (har styr på, hvem der har hvilke kasser, byder nye medlemmer velkommen, sørger for at de får rundvisning og intro, tager imod udmeldelser af fællesskabet og tildeler nye kasser), og et eventudvalg.  
  • Alle medlemmer skal hjælpe til med at give nye medlemmer intro, med at lave events og udflugter, med at lave vandingsplan om sommeren og holde orden i skuret. Alle medlemmer skal også som udgangspunkt komme til de 4 årlige møder.