
Om dette arrangement
Den fantastiske historie om Grevinden af Bagsværd – en del af Golden Days
Oplev forfatter Henriette Rostrup fortælle den fantastiske og sande historie om den danske kvinde, Angelica Evans, som på trods af en opvækst i Nørrebros rå arbejderkvarter og et barn uden for ægteskab opnår status som en af Europas rigeste kvinder for at ende sit liv i baglokalet på sin pantelånerforretning på Vesterbros Torv i 1914. I løbet af sine 44 år lever hun et eventyrligt liv, hvor hun bevæger sig fra Nørrebro til Sydafrika, Italien, Schweiz, London – og ikke mindst Bagsværd, hvor hun køber det lille lystslot Aldershvile.
Forfatter bag ny roman om grevinden
Den medrivende historie om Bagsværds egen grevinde bliver fortalt af den anmelderroste forfatter Henriette Rostrup, som i august er aktuel med bogen ’Grevinden’ – en storladen fortælling om Angelica Evans eventyrlige liv.
En del af Golden Days - QUEENS
Arrangementet er en del af Golden Days: en kulturhistorisk festival, der med nysgerrighed og glimt i øjet tager historien, samtiden og det, der har formet os som mennesker og samfund under kærlig, kritisk og kreativ behandling. Årets tema, ’QUEENS,’ er dedikeret til historiens dronninger – både dem med og uden krone på. Se det fulde program på goldendays.dk