Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Target
For voksne
Litteratur & foredrag

Offentlige foredrag i Naturvidenskab: Celler deler os

21.11.23
Hør en molekylærbiolog udfolde cellens funktioner og kontrolsystemer i livestreamet foredrag

Cellerne i vores krop kopierer og deler sig ustandseligt. Dette gør, at et menneske kan skabes ud fra én celle. Oftest går det godt, men når det går galt, kan det så kimen til cancer. Hør, hvordan cellerne i vores krop fungerer og i særdeleshed, hvordan de koordinerer og kontrollerer deres kopiering og deling. 

I 1839 opstod teorien om celler som den tyske læge Rudolph Virchow senere lavede den populære formulering af: “Omnis cellula e cellula” – ”Celler kommer af celler”. Det betyder kort sagt, at ud fra en celle opstår en ny. Netop derfor er det helt essentielt at celledeling foregår så præcist som muligt.  

Cancer kan opstå i vores kroppe når cellens kontrolgener bliver ramt af mutationer og dermed sat ud af drift. Kendskab til cellens kontrolsystemer øger vores indsigt i hvordan cancer opstår og dermed også, hvordan vi i fremtiden kan behandle og forebygge. 

Tag med på en rejse i cellens historie og bliv klogere på cellens kontrolsystemer. Du vil også blive introduceret for den éncellede svamp som udgør vores bagegær, ’Saccharomyces cerevisiae’, som forelæseren anvender i sin forskning til at undersøge cellens kontrolsystemer.  

Det livestreamede foredrag er ved Lotte Bjergbæk, lektor i molekylærbiologi, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet.  

Foredraget er en del af foredragsserien Offentlige Foredrag i Naturvidenskab, hvor nogle af landets førende forskere præsenterer nye opdagelser inden for naturvidenskaben til livestreamede foredrag fra Aarhus Universitet.