Bliv biblioteksven for børn i Høje Gladsaxe

21.05.24
Vær med til at åbne den fantastiske verden af historier for børn i 1. eller 2. klasse.

Elsker du gode historier, og har du lyst til at dele din læseglæde med børn, og gøre en forskel, så har vi brug for dig som frivillig biblioteksven på BIBLIOTEK+.

Som biblioteksven er du med til at skabe en forståelse for, at der er noget at hente i bøgernes verden, at det er værdifuldt at lære at læse og at være en del af et fællesskab. Du skal have lyst til både rim, eventyr, faglitteratur og billedbøger, og sammen med børnene undre dig over indhold, snakke ord og begreber og lade fantasien vokse.

Du bliver tilknyttet en fast gruppe på tre børn i 1. eller 2. klasse, og du skal have lyst til at engagere dig i fællesskabet med børnene, og i mødet med forældrene.

BIBLIOTEK+ skaber de hyggelige rammer, og i samarbejde finder vi bøger og spil frem til dig og din gruppe. Der er i alt 12 børn som kommer på besøg på biblioteket fra Grønnemose Skole sammen med indskolingens læsevejleder, Louise Dich. Tilbuddet er frivilligt for børnene at deltage i.

Praktisk:

Som frivillig biblioteksven skal du møde udvalgte mandage i BIBLIOTEK+.

Alle frivillige, samt Louise og Lone mødes mandag 16. september kl. 12 -15, hvor vi kan hilse på hinanden og forberede sæsonen uden børn.

Vi mødes første gang med børnene mandag d. 23. september kl. 14-16. Sidste gang er mandag 25. november, hvor vi holder afslutning (vi mødes ikke i efterårsferien).

Du skal give tilladelse til, at vi rekvirer en børneattest. Den skal være ren.

Er du interesseret, så kontakt Lone Astradsson i BIBLIOTEK+ på mail lonast@gladsaxe.dk eller på mobil 21 38 35 22, og vi finder en dato og tid for en samtale. Samtalerne vil foregå mandag d. 10. juni og mandag d. 17. juni efter kl. 15.