Masser af mord på bibliotekerne

31.08.23
Fra 16. september til 1. oktober sætter vi fokus på den populære krimigenre

Når vores besøgende låner bøger på bibliotekerne, kommer der ofte en krimi med hjem. Fra midten af september er det muligt at udforske den populære genre - lige fra de hyggelige detektivromaner til de mere bloddryppende mordmysterier - når vi sætter krimierne i centrum ved spændende arrangementer og udstillinger.

Fra fiktive mordmysterier til true crime

Den prisbelønnede krimiforfatter Jesper Stein er klar med den syvende bog i den populære krimiserie om den kompromisløse og komplekse politimand Axel Steen. Hør ham fortælle om tilblivelsen af ’City’, når han besøger Hovedbiblioteket 28. september til Krimiaften.

I dokumentarfilmen ’Theatre of violence’ bevæger vi os fra gerningssted til retslokale, når Den Internationale Straffedomstol ICC skal beslutte om Dominic Owen, der som 9-årig bliver kidnappet og oplært som børnesoldat, er skyldig i krigsforbrydelser. Du kan se den intense retssalsdokumentar 25. september i Bibliografen.

Mordgåder på børnebiblioteket

Der er rig mulighed for at få inspiration til gode krimier for børn i Hovedbibliotekets børneudlån. Her kan børn også prøve deres evner af som detektiver, når et (fiktivt) mord på børnebibliotekaren skal opklares fra 16. september til 1. oktober, og når der d. 24. september bliver fundet brætspil frem med krimitema.