Ø-klaustrofobi

12.07.21
Sommerferien nærmer sig, og måske drømmer du dig væk til en tropisk ø med kolde drinks, hvor du kan ligge og læse og slappe af. Andre drømmer om at udforske steder og øer, hvor ingen andre har været før, og så er der dem, der aldrig kunne drømme om at sætte deres ben på en ø af skræk for ikke at kunne slippe væk igen. Uanset om du er en af dem, der glæder sig over, at det igen i år bliver muligt at rejse gratis med færge til de danske øer, eller om du holder dig langt væk fra øer, så kan du garanteret finde en bog her på listen, der passer til lige præcis dit forhold til øer. God fornøjelse!

Robinsonader

Mon ikke vi alle ind i mellem har drømt om at kunne trække sig tilbage til en øde ø, når alting bliver for meget? Og mon ikke de fleste af os ville betakke os, hvis vi reelt fik muligheden?

I 1719 udkom Daniel Defoes roman ”Robinson Crusoe” om en mand, der overlever et skibsforlis alene på en øde ø i 28 år. Romanen blev en stor succes og lagde navn til en litterær genre kaldet robinsonader. Der findes både idylliserende robinsonader, hvor civilisationen overvinder det vilde, mens der i 1900-tallet også begyndte at opstå negative fortællinger bundet i et pessimistisk menneskesyn. Et stærkt eksempel på disse er ”Fluernes herre” af William Golding fra 1954.

Der findes også robinsonader fra andre planeter, som f.eks. ”The Martian” af Andy Weir, men her koncentrerer vi os om ø-robinsonader.

Øer som gerningssted

En ø er pr definition omgivet af vand, hvilket kan gøre den vanskelig at komme til og fra. Dermed er øer oplagte lokaliteter, når krimi- og spændingsforfattere giver los for fantasien, og tager læseren med på en tur ind i sand ø-klaustrofobi.

Øer som tilflugtssted

Når livet driller, kan man godt føle trang til at gemme sig lidt af vejen for at slikke sårene. Nogle gange er det frivilligt, man stikker af. Andre gange er det omstændighederne, der tvinger én. Uanset så kan rejsen til barndommens ø være lige det, der retter op på karmaens hjul, ligesom en ferie på hyggelig ø kan kurere hverdagens stress.

Øer bag facaden

Ligeså idyllisk livet på en ø kan virke, ligeså hårdt kan det være. Naturkræfterne bestemmer på en helt anden måde over livet, når man bor på en ø og er afhængig af færger eller fly for at komme til fastlandet. Det kræver en vis type personlighed, og livet på en ø er bestemt ikke uden barske familiedramaer.

Gys, gru og eksperimenter

Afsidesliggende øer er perfekte steder at gemme sig, udføre ulovlige eksperimenter eller andre gerninger, der ikke tåler offentlighedens øjne. De næste bøger handler om det grufulde, det mørke og gyset. Om mystiske væsener, der kun findes de allermest afsides steder. Bøger der ikke er for læsere med svage nerver.

Øer i historien

Vidste du, at Bornholm var besat et år længere end resten af Danmark under 2. verdenskrig? Eller at Færøerne var besat af England? Historisk set har øerne også deres egen historie, og her har jeg fundet en blanding af romaner og faglitteratur frem, der dykker ned i ø-historie.

Besøg øerne

Til sidst har jeg samlet en række fagbøger om øer, som måske kan inspirere til et besøg – eller det modsatte…

Tags