Om dette arrangement
Forfatteraften i Mørkhøj Kirke: Stine Askov - Nøjsomheden
Oplev forfatter Stine Askov, når hun besøger Mørkhøj Kirke for at fortælle om sit forfatterskab.
Stine Askov er uddannet pædagog og har arbejdet med sit fag i tyve år. Som pædagog var det ofte børn i udsatte og svære situationer, der berørte hende mest. Dette går igen i hendes bøger, hvor hun interesserer sig for de mennesker, der står i udkanten af fællesskabet og kigger ind.
Det fortæller hun om med fokus på sin seneste roman ’Nøjsomheden’, som går helt tæt på det autentiske og mangfoldige miljø i ghettoen Nøjsomheden. Her møder vi Mona, som drømmer sig væk i bøgernes verden. En dag får Mona arbejde i boghandel, hvor hun møder Nikolaj fra litteraturvidenskab, som hun forelsker sig hovedkulds i. Men Monas tidligere kærlighedsliv har været en blandet affære, og det er en krævende øvelse for hende at bevæge sig håbefuldt og drømmende gennem tilværelsen.