
Årets bedste bøger for unge
Lone anbefaler: Det år sjæle slår smut af Jesper Wung Sung.
En skøn ungdomsroman om sport, sorg, svigt og forelskelse. En dreng på vej mod fodboldeliten brækker benet, og vælger at starte på en anden efterskole, hvor han møder en helt anden indstilling til livet, end hård træning og fodbold. Det der gjorde størst indtryk på mig, var hovedpersonens personlige udvikling, hvordan han i mødet med nye mennesker i nye omgivelser, skaber sin egen identitet, og står fast på egne værdier. Young adult for 13 år og op
Lone anbefaler: Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson
Denne bog viser, hvordan det er at være teenager, når ens mor samtidig er dødssyg af kræft. Vi følger Vilma fra hun er 13 år og fem år frem, og det er virkelig nogle hårde ungdomsår, hvor årene ikke kun handler om veninder, forelskelser og andet ungdomsliv og udfordringer, men i høj grad hvordan det er at leve med sorg, sygdom og død. Virkelig stærk bog. For unge fra 15 år og voksne.
Rikke anbefaler: Au Pair af Kim Fupz Aakeson, Sanne Munk Jensen
Rikke anbefaler: Katten der ville redde børnene af Sosuke Natsukawa
Rintaro går i gymnasiet, men vil hellere sidde i bedstefarens antikvariat med næsen begravet i bøgerne. Da bedstefaren dør, dukker der pludselig en talende kat op, der sender Rintaro ud på tre missioner for at redde bøger, der er fanget på mystiske steder. Det fører til filosofiske samtaler om litteraturens magi, men også om Rintaros egne værdier som menneske.
Det er en afdæmpet, tænksom og anderledes lille ungdomsroman, som er fyldt med den japanske magiske realisme, som jeg elsker.
Pernille anbefaler: Som det var før af Alexander Kielland Krag
17 årige Cornelius lever et liv fyldt med fester, venner og fodbold. Pludselig bliver han ramt af en voldsom kvalme, der gentager sig, og han forstår med tiden, at det er angstanfald.
Jeg elsker denne bog mest af alt, fordi drengene også får lov til at fremstå som empatiske, opmærksomme og følsomme. Selvom den står i vores ung let sektion (lix 21), er bogen utrolig velskrevet og sproget er flydende, så den fortjener at blive læst af mange flere! Bogen henvender sig til læsere fra 14 år og opefter.
Pernille anbefaler: Serien om Asgårds døtre
Den unge pige Frea finder ud af, at hun har en blodsbeslægtet tilknytning til den gamle nordiske mytologi. Hun bliver ført til den gamle nordiske gudeverden for at blive oplært som valkyrie.
Jeg elsker denne bogserie fordi den rummer det hele, det mystiske, kampen mod det onde og romantik. Jeg kan varmt anbefale den til især piger, der interesserer sig for fantasy og/eller nordisk mytologi fra 14 år og opefter.