Årets bedste bøger for unge

28.12.23
Hvilke ungdomsbøger er blandt årets bedste? Gladsaxes børnebibliotekarer anbefaler deres favoritter.

Kristine anbefaler ”Ubesvaret opkald” af Nora Dåsnes

Nora Dåsnes har her skrevet og illustreret en virkelig stærk og følsom graphic novel om Rebekka, der er ung og bor i Oslo i månederne efter terrorangrebene i Oslo og på Utøya. Rebekka skal til at starte i gymnasiet, og hun balancerer nu sit liv som ung teenager i et kaos af følelser som forelskelse, sorg, angst og skyld og skam over at være i live. Bogen får min største anbefaling, og den er virkelig stærk i sin brug af illustrationer og det minimalistiske farvevalg.

Rikke S. anbefaler ”Safe Zone – Fanget” af Kristina Aamand

Elis kan ikke holde ud at bo derhjemme mere, så hun beslutter at flytte hjemmefra til sin nye kæreste Asge. Men det langsomt op for hende, at hun ikke ved særligt meget om ham. Det bliver et svært år, hvor Elis næsten mister kontakten til sin familie og veninder, for Asge vil hellere have, at hun bliver derhjemme. En stærk og velskrevet bog om en ung pige, der lever i et fysisk og psykisk voldeligt forhold. Fjerde selvstændige bog i serien "Safe Zone" om unge, der lever i det samme nabolag. Kan stærkt anbefales. Til børn fra 13 år.

Rikke A. anbefaler Sektens døtre af Line Kyed Knudsen

Nervepirrende og barsk spændingsroman for unge om de to veninder Maria og Christina, der tager på, hvad de tror er et lækkert yoga-retreat på Møn. Det viser sig at dække over en grusom sekt, som begge piger bliver involveret i, og det får store konsekvenser for resten af deres liv. Vi følger pigerne som unge, og så den nutidige historie, hvor plottet bliver rullet ud. Den er virkelig spændende og godt skruet sammen, mere skal ikke afsløres her! Bogen er for unge, men absolut også værd at læse for voksne!

Pernille anbefaler ”Tilflytterne” af ”Elisabeth Hjardal

Er du til dystopier? - så skal du have fat i denne nye serie fra debuterende forfatter. Solen, som vi kender den, er brændt ud, og jorden er blevet besat af rumvæsener. Uheldigvis for Sofie er hun bærer af den specielle blodtype, der gør, at både mennesker og rumvæsnerne kan overleve. Sofie og Sofies blod er derfor i høj kurs – død eller levende! Bogen er utrolig fængende, barsk og nervepirrende. Anbefales til læsere over 14 år.

Martin anbefaler "RX" af Line Wenzel

En særdeles medrivende ungdomsbog om at finde sig selv og lige præcis dét man har talent for i livet – og hvad man efterfølgende gør, hvis man begynder at gå lidt for meget op i det … og så handler den også om den første store kærlighed. Det er virkelig en ungdomsbog som bare har det hele.

Materialer