Billede af venner

Bøger om venner

11.05.20
Gode bøger om venner for de 9-12 årige. Findes alle på eReolen som ebog eller lydbog

Aldrig mere venner - Selma 1 af Puk Krogsøe

Fra 10 år
Selma er blevet uvenner med sin bedste veninde Maja og føler sig nu udenfor i klassen. Men så starter den nye dreng Hjalte. Han gider ikke pigefnidder, men vil gerne være venner med alle - både drenge og piger. Selma bliver gode venner med ham, men også med de to underlige piger i klassen, Katja og Anne, som viser sig at være sjovere og sejere end Selma troede.

Mogens og Mahdi i gården af Kim fupz Aakeson

Fra 9 år
I denne tegneserie ser og hører du, hvordan Mogens og Mahdi møder hinanden for første gang, og hvordan de først tjekker hinanden ud, men derefter straks bliver venner. Læs også de andre sjove historier om de to drenge i fx. ”Mogens og Mahdi spiller fodbold”, hvor venskabet bliver sat på prøve. For selv om man er venner, vil man jo ikke tabe!

De hemmelige youtubere af Maria Rørbæk

Fra 9 år
Magnus har et stort modermærke i ansigtet og bliver derfor mobbet. Selma, hans tidligere barndomsveninde, vil rigtig gerne være venner igen, så da “Kongen af YouTube” udskriver en konkurrence, hvor man skal sende en video ind af sig selv, får Selma overtalt Magnus til at de deltager - men bare i forklædning. Magnus husker pludselig, hvor sjovt de to havde det, da de var små, og de går videre i konkurrencen.

Verdens værste ven af Marius Horn Molaug

Fra 9 år
Ruben er bedste venner med Kent. Men da Stig starter i klassen, bliver venskabet sat på hård prøve. Stig kan nemlig bøvse højt og lave syge tricks på sit skateboard og hurtigt glemmer Kent alt om Ruben. Hvad gør du, når du er ved at miste din bedste ven? Ruben sætter alt ind på at skræmme Stig og få ham til at forsvinde. Sjov og overdreven historie om verdens værste men også bedste venner.
 

Jeg ved alt om kælighed af Katrine Skovgaard

Fra 9 år
Anton er egentlig tilfreds med bare at være venner med dyrene på gården, hvor han bor. Men så vender kusine Klara og hendes familie hjem fra Afrika, og vender op og ned på alting. Hun vil gerne have nye venner i en fart, og da pigerne i klassen er meget optaget af kærester, bliver Klara ekspert i kærlighed – med Antons meget modvillige hjælp. Klara sætter alt ind på at blive kærester med William og starter en kærlighedsblog sammen med Anton -alt sammen for at skaffe sig venner.