Børnebibliotekaren anbefaler: Alt det ingen siger

09.02.23
Rikke S. fra Mørkhøj bibliotek anbefaler: ”Alt det ingen siger” af Katarina von Bredow

”Alt det ingen siger” er en stærk og relevant fortælling om mobning, venskaber og hemmeligheder, for børn og unge fra 12 år.
Bogen kan på varmeste vis også anbefales som læsning til forældre og andre med interesse i børn og unges liv.

Joels forældre er skilt, han bor sammen med sin far og storebror og hunden Zorro. Joels mor er flyttet langt væk og Joel har ikke længere så meget kontakt med hende, men han tænker tit på hende.

Joel går i 6. klasse og bliver mobbet i skolen. Selvom han prøver at gøre sig så usynlig og ubemærket som muligt, hjælper det ikke, mobberne finder ham og udsætter ham for grov og hård mobning.

En aften, hvor Joel er ude at lufte Zorro finder han én af de værste mobbere, Ester, liggende i en park. Hun er forslået og bange, og selvom Joel slet ikke har lyst, tilbyder han, at Ester må komme med ham hjem. Det bliver starten på et fint og specielt venskab, som dog kræver en del af dem begge.

Esther kommer fra et hjem med vold og misbrug, og Joel føler sig svigtet af sin mor og bliver mobbet i skolen, de betror hinanden hemmeligheder, de aldrig har fortalt til andre. ”Alt det ingen siger” er en fin fortælling om ensomhed og fællesskab, og ikke mindst om at turde at være sig selv.

Læs bogen eller lyt til den som lydbog. 

Materialer