Børnebibliotekaren anbefaler: Tro på det, Theo

27.06.23
Rikke fra BIBLIOTEK+ anbefaler: Tro på det, Theo af Jacob Riising

Theo vil gerne være en anden, for han er ikke tilfreds med livet i det gule højhus og han gider ikke kun hænge ud med Holger, der bare vil spille rollespil. En dag får han en notesbog af den gamle dame i opgangen og det viser sig den er magisk og alt han skriver i den bliver til virkelighed. Endelig kan han få noget federe tøj, et bedre sted at bo, og hvis han lige arrangerer den fedeste fest, kan det jo være, at Sandra  fra klassen dukker op. Problemet er bare at bogen nogle gange misforstår hvad det er at Theo egentlig ønsker og det kommer der mange sjove og mærkelige ting ud af! Men er penge og masser af seje ting egentlig det der kan gøre Theo tilfreds når det kommer til stykket?

Tro på det, Theo er en bog om at finde ud af, at man er god nok, som den man er – også selvom man bor i det gule højhus. Jacob Riising har skrevet en bog hvor sproget flyder og så er den virkelig sjov, men også med indhold der giver stof til eftertanke.

Kan varmt anbefales til børn fra ca. 10 år!

Materialer