Byen der flækkede

18.09.23
Børnebibliotekaren anbefaler

Forestil dig en lille idyllisk landsby, hvor alle hilser på hinanden og ingen låser deres dør. Hver fredag breder sig en liflig duft over hele byen, for gamle fru Larsen bager drømmekage og alle mødes og hygger sig.

Men en dag er fru Larsens kagefad væk, og så kan der ikke bages. Pludselig er idyllen ændret, for hvem har stjålet fadet? Mistroen breder sig og fordomme flyver gennem luften. Der bygges høje hegn, nogle kommer op at slås og ingen går længere til købmanden af skræk for at støde på de andre. Milas er en dreng med uro i kroppen og en god fantasi, og han sætter sig for at rede trådene ud.

Dette er en fin historie om, hvor lidt der skal til for at skabe ufred og gøre venner til fjender, og den rummer mange tematikker der giver stof til eftertanke. Bogen har sort/hvide illustrationer, og den anbefales til højtlæsning og fælles samtale. Kan læses selv fra 9 år.