Nu er det slut med gebyrer for børn

02.01.24
Flere børn og unge i Gladsaxe skal have mulighed for at opdage glæden ved bøger. Derfor bliver lånere under 18 år ikke længere opkrævet gebyrer.

Nu skal I ikke længere betale, når I ikke når ned forbi biblioteket med børnenes bøger inden afleveringsfristen. Fra 2. januar 2024 har vi afskaffet gebyrerne ved for sent afleverede materialer lånt af børn og unge under 18 år.

Vi har afskaffet gebyrerne for at fremme læsning og bogglæde hos Gladsaxes børn og unge. Det skal ikke være en mulig bekymring for uforudsete udgifter, der holder forældre tilbage fra at oprette deres børn som lånere, så nu har vi fjernet den barriere.

For lånere under 18 år betyder det:

- De bliver ikke opkrævet gebyrer

- Gamle gebyrer fra før 2. januar 2024 skal fortsat betales

- De modtager fortsat påmindelser om at aflevere

- De skal fortsat betale erstatning

Skal fremme børns lyst til at læse

Både nationale og internationale undersøgelser har gennem de seneste år peget på, at børns lyst til at læse er under pres.

På bibliotekerne har vi stor fokus på at inspirere og formidle de bøger, der lige netop kan være med til, at de unge læsere opdager den store glæde, der ligger i at kunne fordybe sig i en bog. Derfor ser vi frem til at endnu flere børn og forældre besøger biblioteket.

Bygger på positive erfaringer

Positive erfaringer fra andre kommuner har netop vist, at biblioteker som har afskaffet gebyrerne, både har fået flere lånere, lånt flere materialer ud og oplevet højere tilfredshed fra brugerne, da gebyrerne blev afskaffet – og materialerne blev stadig returneret i samme omfang som tidligere.

Beslutningen om at afskaffe gebyrerne er taget sammen med Social Balance i Gladsaxe for at støtte op om en positiv udvikling hos børn og unge i Gladsaxes forskellige bydele ved at fremme deres adgang til bøger og andre kulturelle oplevelser.