Årets bedste bøger 2021

27.12.21
Hvilke bøger der udkom i 2021 var personalets favoritter?

2021 var et rigtig godt bogår. Her er de bøger der skinnede ekstra stærkt på boghimlen.

Marie anbefaler ’Kaplevej 97 et essay’ af Lilian Munk Rösing

’Kaplevej 97’ vakte hos mig varme minder om min barndoms ældre damer med sommer og vinterfrakker, plastikregnhætter og schweizerdrops i fine skåle. Det er noget af det bedste jeg har læst i 2021.
Bogen er et erindringsessay om huset i Virum, som forfatterens mormor delte med sine to søstre.

En lille fin bog på knap 100 sider. Lilian Munk Rösing beskriver husets rum et for et, og binder erindringer og betragtninger sammen med beskrivelser af de velkendte rum.  Teksten flyder afsted i et roligt tempo, og som læser flyder man fint med på associationerne fra det ene til det andet - fra barndomserindringer til litterære referencer.

Det bedste i bogen for mig var beskrivelse af det trygge barndomssted, som også i Munk Rösings voksenliv har været et fristed. Bogen har en fin nostalgisk tone selvom lidt sværere erindringer også berøres.
En dejlig læseoplevelse.  

Marlene anbefaler 'Shuggie Bain' af Douglas Stuart

Shuggie Bain foregår i Glasgow i 1980erne i et område med stor arbejdsløshed, druk og forfald. Bogen er skrevet så man næsten kan lugte og fornemme fugten og det grå kedelige område. Den er barsk, voldsom, og man kan næsten ikke bære tanken om at det er bare nogenlunde sandt.

Den lille dreng Shuggie bor med sin mor i et område med lukkede kulminer, hvor drømmene næsten står i kø for at blive skudt ned. Shuggie er ikke som andre børn. Han vil hellere danse end spille fodbold.

Han elsker sin mor højt, og går igennem meget for at passe på hende og forsøge at hive hende ud af livet med druk.

Moren er i lange perioder ikke i stand til at tage vare på sine børn, eller sig selv, og de to ældste børn rejser væk. Tilbage er Shuggie, som i en alt for tidlig alder forsøger at holde sammen på det hele. Blandt sine jævnaldrende er det også svært, da han på alle måder skiller sig ud, og tonen mellem børnene i området er hård og til tider nådesløs.

Shuggie Bain gjorde stort indtryk på mig, og jeg fik lyst til at tage ham i lommen og passe på ham.

Daniel anbefaler ’Jeg vil vågne til verden’ af Karoline Brændjord

Brændende og smertelige debutdigte kredser om en mors selvmord og ensomheden i at blive forladt. Der er ingen tvivl om, at disse digte skriver en kile ind mellem den døde og den levende, en mor og en datter, en selvmorder og en efterladt. Samlingens stemning befinder sig i dette smertepunkt, som foldes smukt og hårdt ud gennem digtenes fortælling.

Den norske forfatter Karoline Brændjord kredser om en ituslået virkelighed, som jeg’et selv må skabe på ny, hvilket fx kommer til udtryk i et alternativt og uvirkeligt ugeskema undervejs i samlingen, hvor torsdagens program lyder således: ”Jeg er ræven der spiser sit navn så ingen kan / kalde den hjem”.

Digtene indkapsler smukt den ensomhed og totale ødelæggelse, der ofte trækker spor ind i de levendes liv efter et selvmord i den nære familie.

Det er årets bedste læseoplevelse for mig, fordi digtene formår at formidle dén følelse til mig, så jeg bliver berørt af den. Jeg læste samlingen i sommer og husker den stadig her ved årets udgang. Den kan læses af alle. Oversat fra norsk af Sara Koch.

Stine anbefaler 'Skønne verden, hvor er du' af Sally Rooney

Nogle forfattere har en ”stemme”, som man kan høre allerede fra første linje. Sådan en forfatter er Sally Rooney. Jeg elsker den stemme, og derfor er ’Skønne verden, hvor er du’ den bedste bog jeg har læst i år.  Bogen er hendes tredje roman, og efter hendes succes med især ’Samtaler mellem venner,’ var jeg meget spændt på om denne kunne holde stand. Det kunne den.

Man kommer under huden på hendes 4 hovedpersoner på omkring 30 år Alice, Eileen, Felix og Simon – måske især kvinderne. Temaerne er venskab, kærlighed, sex, bekymring for en verden med klimaforandringer og usikkerhed ved ens egen rolle i denne verden.

Det jeg synes Sally Rooney kan, er at skrive så man får smil på læben. Hun er så knivskarp intellektuelt, så man flere gange sidder og ”gnægger” over nogle observationer og tanker hendes hovedpersoner har. Det er virkelig en sproglig fornøjelse.

Lotte anbefaler "Kvinder der samlede verden" af Eva Tind

En af de bedste bøger jeg har læst i 2021 er helt klart 'Kvinden der samlede verden' skrevet af Eva Tind – en af mine absolut yndlingsforfattere.

Roman handler om videnskabskvinden Marie Hammer og hendes vedholdende forskning og mange rejser rundt omkring i verden, hvor hun indsamlede jordprøver, der alle indeholdt bittesmå mosmider. Via sin forskning i mosmider beviste hun, at jordens kontinenter engang i tidernes morgen har været samlede.

Eva Tind skriver levende og poetiske, og gør det let for læserne at forstå Marie Hammers følelser og dilemmaer, og også den drift og nysgerrighed der fører hende ud på de mange rejser, der i lange perioder adskiller hende fra hendes små børn. Marie deltager i den sidste grønlandsekspedition, både hendes fascination af Knud Rasmussen og beskrivelse af miljøet på skibet og af naturen står meget levende for mig.

Marie Hammer blev født i starten af 1900-tallet, hun uddannede sig til zoolog og er en af vores betydningsfulde videnskabskvinder, som indtil nu har været glemt. Romanen er en fiktionalisering af hendes liv og bedrifter, men også en skildring af en kvinde, der ihærdigt forsøgte at kombinere et familieliv med mand og børn med en spændende karriere som forsker.

Materialer