BIBLIOTEK+ på vej i Høje Gladsaxe

15.02.21
Høje Gladsaxe Bibliotek flytter og ændrer navn til BIBLIOTEK+

1. december lukkede Høje Gladsaxe Bibliotek, for i stedet at blive en del af det nye hus, BIBLIOTEK+, som åbner mellem Netto og MyHome i løbet af foråret.
Frem til at BIBLIOTEK+ åbner, kan brugerne af Høje Gladsaxe Bibliotek benytte de andre biblioteker i kommunen (hvis restriktionerne tillader, at de holder åbent).

Her på siden finder du praktisk information til dig, som er låner i Høje Gladsaxe, ligesom du kan følge med i processen for det hus, som fremadrettet bliver rammen for bibliotek, kultur, boligsociale indsatser, foreninger og meget mere.

Reserveringer

Frem til at BIBLIOTEK+ åbner, skal lånere, der er tilknyttet Høje Gladsaxes filial, ændre deres tilhørsfilial på hjemmesiden for at kunne reservere. Hvis I prøver at reservere som tilhørende Høje Gladsaxe Bibliotek, vil I få en fejlmeddelelse.

I kan ændre tilhørsfilial under "Min konto" og vælge "Brugerprofil". Her kan I vælge, hvilken filial I ønsker at hente jeres reserveringer på i lukkeperioden.

Det er ikke muligt at reservere et materiale, som vi kun har ét af, og som står på Høje Gladsaxe Bibliotek. Der vil ikke være en reserverknap ud for dette materiale. 

Har I spørgsmål angående lukkeperioden, kan I skrive på mail: bibliotek@gladsaxe.dk

Nyt bibliotek og meget mere 

På Gladsaxevej bliver BIBLIOTEK+ en synlig del af gadebilledet. Den nye placering giver nemmere og tryggere adgang, så huset kan fungere som et lokalt mødested, der samler borgere fra Høje Gladsaxe og fra de omkringliggende byområder.

BIBLIOTEK+ skal ikke bare være et bibliotek, kulturhus eller bydelshus – det skal være meget mere. Her er plads til alle, der har lyst til at være en del af, bidrage eller give noget tilbage til huset og fællesskabet. Ønsket er at skabe et hus sammen, der summer af forskellige aktiviteter og styrker fællesskabet i området.

Vi har siden sensommeren 2020 været i gang med en stor proces med lokale foreninger, klubber og beboere i området for at finde ud af, hvad huset skal rumme, og hvordan vi skaber de optimale rammer for aktiviteterne.

BIBLIOTEK+ bliver et levende hus, hvor man kan mødes om fælles madlavning i det nye, store køkken, diskutere fototeknik i det store foreningslokale, klare lektierne i en af studiecellerne eller slå sig ned med en avis i biblioteksområdet - mulighederne er mange, og du er velkommen til at byde ind, hvis du vil tage del i aktiviteterne. Mange klubber og foreninger har allerede tilkendegivet, at de gerne vil benytte huset, og de bliver inviteret til møder i løbet af foråret, når det igen er muligt at mødes fysisk.

Har du spørgsmål om proces, arrangementer eller andet, så skriv til hgnythus@gladsaxe.dk