Billede af Spider-Man fra filmen Spider-Man Far from Home

Biografen i Bibliografen åbner igen

Søndag 16. januar er både Spider-Man og Gaga tilbage i Bibliografen.

Som I nok har bemærket, har biografen i Bibliografen været lukket i nogle uger på grund af anbefalinger fra myndighederne i forbindelse med Covid19. Nu er det blevet givet grønt lys for at åbne igen, og det sker på søndag 16. januar.

Både Spider-Man og Lady Gaga har tålmodigt stået og ventet i kulissen, og vi skal hilse at sige, at de glæder sig til at se jer alle sammen igen. Det er nemlig det seneste års største kassesucces ”Spider-Man: No Way Home” og det herligt kulørte modedrama ”House of Gucci”, der står på programmet på søndag - sammen med en forpremiere på børnefilmen ”Den magiske månerejse”.

Det betyder også, at biblioteket atter vil være åbent for selvbetjening i biografens åbningstid.

Vi overholder selvfølgelig alle retningslinjer, så vi kan passe godt på jer alle sammen og give jer en tryg tur i Bibliografen. Der skal bæres mundbind i Bibliografen og vises coronapas for café og biograf.

Se filmprogrammet på Bibliografens hjemmeside.