Bogtips i oktober - nye romaner

01.10.19
Idéer til efterårslæsningen

Delia Owens: Hvor flodkrebsene synger
Forfatteren har en anderledes baggrund som zoolog, og har bl.a. brugt sine erfaringer fra et længerevarende ophold i Kalahari-ørkenen som inspiration til bogen.
En fortælling om pigen Kya, der lever alene i vildmarken i North Carolina, efter hun er blevet forladt af sin familie. Tidsperioden er 1952-1970 og vi følger Kya i alderen 6-25 år. 
Har været en massiv succes i USA og en filmatisering er på vej.

Thomas Korsgaard: Tyverier
Et af de unge talenter i dansk litteratur som formår at favne bredt og nå ud til mange læsere. Fik stor succes allerede som 21-årig med romanen ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’ og senere ’En dag vil vi grine af det’. Er nu aktuel med novellesamlingen ’Tyverier’. Det er femten noveller som kredser om temaerne hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger, og skildrer betydningsfulde øjeblikke i en række personers liv.
Du kan for øvrigt møde Thomas Korsgaard i Mørkhøj Kirke 13. november kl. 19. Hent gratis billetter her.

Katrine Nørregaard: Søster min søster
Fik en drømmestart på sin forfatterkarriere, da hun i 2016 vandt Politikens romankonkurrence for bogen ’Løgnerens hus’. Nu er hun udkommet med en ny roman, denne gang i den autofiktive genre med afsæt i sin egen familiehistorie, specielt med fokus på tvillingesøsteren Stine, som er født med spastisk lammelse i arme og ben. Det er en fortælling om at være givet det samme liv, men aldrig at have de samme muligheder.

Sara Baume: Linje trådt af trin
Der er mange velskrivende irere i litteraturverdenen for tiden, en af dem er Sara Baume, som debuterede med ’Vælde vokse vakle visne’ (på dansk 2018). I Baumes nye roman er hovedpersonen 26-årige Frankie, som læser på Kunstakademiet i Dublin. En dag får hun et psykisk sammenbrud og flytter ud på landet til sin afdøde mormors hus. Her lever hun en isoleret tilværelse i pagt med naturen, og konstant ængstelig om hun nogensinde bliver kunstner. Politikens anmelder tildelte 5 hjerter.

Materialer