Efterårsmusik på bibliotekerne

03.10.22
Hen over efteråret sørger Gladsaxe Bibliotekerne for en række nære, lokale musikoplevelser. Foredrag, dans og masser af koncerter – blandt andet kan du møde selveste MC Einar

Søndagskoncerter med folkemusik og jazzet, dansk hiphop.

Det er efterhånden blevet til en tradition med søndagskoncerter på Gladsaxe Hovedbibliotek, og dette efterår er ikke nogen undtagelse. Først byder biblioteket dig inden for til en eftermiddag i selskab med den moderne troubadour Mikael K, der indtager biblioteket med en underfundig blanding af folkemusik, visekunst og melodiøs undergrundspop. Det sker 9. oktober. Dernæst kan du opleve trippet folkemusik med indslag fra middelalder, renæssance og moderne toner med Tripadur den 13. november. Og sidst, men absolut ikke mindst, smider selveste MC Einar omkring sig med rim sammen med jazz- og funkbandet KunTakt. 11. december bliver en helt særlig og groovy søndag. Læs mere om søndagskoncerterne 

Foredrag om Elvis Presleys liv og musik

Det er selve kongen af rock’n’roll, der fortjent er i centrum, når de to erfarne musikere Preben og Jens Jakob Nissen igennem sang, fortælling og musik udfolder historien om Elvis Presley på Bibliotek+. Du kan blive klogere på rockkongens liv, levned og musikalske karriere 24. oktober. Se mere og køb billet til arrangementet

Musik på det store lærred

Bibliografen tilbyder dig et filmisk musikprogram bestående af både dansk pop og opera. For popfans er dokumentarfilmen ”Medina” måske sagen. Et intimt portræt af den danske popdronning, der mandag 31. oktober præsenteres af filmens instruktør Kasper Astrup Schröder. Denne eksklusive særforestilling præsenteres sammen med Bibliografens Dokumentarklub.

Til dig, der elsker opera tilbyder Bibliografen endnu engang en lang stribe forestillinger optaget på nogle af verdens flotteste operascener. Fra Carmen til Aida. Programmet er netop skudt i gang og du kan se det på Bibliografens hjemmeside.

Groove med Silent Disko i Bibliografen

3. november er det på med hovedtelefonerne, danseskoene og det gode diskohumør, når Mette Oscar Pedersen fra ”Groove med Mette” inviterer til silent disko imellem bogreolerne i Bibliografen. Skulle der komme sved på panden, serveres der en lækker cocktail i cafeen bagefter.  Se mere og bestil billet til arrangementet