Deltag i Kend din Kommune 2020

Kend din Kommune 2021

28.06.21
Tag med på en guidet bustur og leg turist i din egen by.

Undervejs kører vi igennem nogle af byens gamle historiske kvarterer og besøger interessante seværdigheder i Gladsaxe og hører om områdets udvikling og historie. Alt sammen levnende fortalt af vores turguide Arne Fogt, som er formand for Gladsaxe Lokalhistorisk Forening. 

VILLUM Window Collection

På vores tur rundt skal vi blandt besøge Vinduesmuseet “VILLUM Window Collection”, hvor man bliver ført ind i en verden, man ikke vidste fandtes. 

Museets udstilling er en rejse igennem historien, hvor arkitektoniske stilarter og fremstillingsteknikker bliver sat i perspektiv med vinduets betydning for menneskets adgang til lys, luft og udsyn. 

Efter besøget bliver et vindue aldrig mere blot et vindue, men en lyskilde, en kulturhistorisk markering og et vidne om en udviklingshistorie, der trækker tråde helt tilbage til Romerriget og frem til i morgen. Dorthe Bech-Nielsen, arkitekt og museumsleder i VILLUM Window Collection, fortæller og viser os rundt på museet. 

Haaning Collection

Vi skal også besøge det nye og spændende Bilmuseum i Bagsværd “Haaning Collection” og opleve den fantastiske bilsamling, der spænder vidt, lige fra samlingens ældste bil - en 1:1 genskabelse af verdens første bil Benz Patent Motorwagen Model 1 og til den nyeste bil i form af en Porsche 718 Cayman GT 4 Clubsport.

Museets samling består af en fin blanding af gårsdagens hverdagsbiler såvel som liebhaverbiler, der beskriver de forskellige perioder gennem bilens historie. Du kan fx nyde den folkelige Citröen 2 CV og Fiat 127 fra 1978 eller Ford A Victoria veteranbil fra 1931, VW Golf II GTI fra 1986, Chevrolet Corvette fra 1958 samt den legendariske Lamborghini Countach fra 1984 og den sjældne Lamborghini 400 GT. På museet kan du også genopleve de klassiske motorcykler som BSA, BMW, Bultaco, Indian Chief og ikke mindst den danske Nimbus samt knallerter som PUCH og Velo. Endelig omfatter museet også en stor og farvestrålende modelbils-samling, der står flot udstillet inde i en specialdesignet glasvæg med lys. 

Frokost og eftermiddagskaffe 

Frokost og eftermiddagskaffe er inkluderet i billetprisen. Frokosten består af smørrebrød, som vi nyder på “Café Shelby’s” på Bilmuseet. Vi slutter turen af på “Magnes Madhus“, på Gladsaxe Rådhusplads, hvor vi skal nyde dejlig eftermiddagskaffe /te og lækker kringle. 

Hvornår afholdes Kend din kommune-turene?

Kend din kommune-turene afholdes 11., 13. og 14. oktober. Turen starter kl. 9 ved Gladsaxe Rådhus og slutter kl. 16.30. Pris for turen inkl. frokost er 220 kr.

Turen er for pensionister, efterlønsmodtagere og selvpensionerede borgere bosiddende i Gladsaxe Kommune. 

Køb billet fra 1. juli 

Du kan købe din billet på gladbib.dk fra 1. juli til 7. oktober, eller til alle billetter er solgt.

Bemærk du kan ikke købe billetter i BIBLIOTEK+. Du kan højst købe fire billetter ad gangen.

Køb billet her

Oplys navn og adresse på de personer, du køber billetterne til. De skal være pensionister, efterlønnere eller selvpensionerede og bosiddende i Gladsaxe. Købte billetter refunderes ikke, med mindre hele turen aflyses.

Spørgsmål vedr. Kend din kommune-turene

Spørgsmål vedr. Kend din kommune-turene kan rettes til ældrekonsulent Ea Lykke Elsborg på e-mail: sofeel@gladsaxe.dk eller på telefon 39 57 55 43 eller 39 57 57 57.