Litteratur og debat i efteråret

Efteråret byder på en bred vifte af litterære arrangementer på Gladsaxe Bibliotekerne.

Når det er efterår skal gode bøger nydes i en komfortabel stol med et varmt tæppe og en hyggelampe. Det kan dog også være rart at komme ud i verden og få inspiration og oplevelser, men heldigvis kan disse også godt stå i litteraturens tegn. Vi har sammensat et efterårsprogram af spændende arrangementer fyldt med gode bøger og debatter.

Når verden er af lave - dystopier
Hvis du er til fremtidsfortællinger, hvor verden er gået af lave, så kan du møde op til samtalesalon om dystopiske romaner på Gladsaxe Hovedbibliotek onsdag 3. oktober. Du vil få mulighed for at høre lidt om dystopiens oprindelse i litteraturen og de dystre anskuelser af verden, der findes i blandt andet George Orwells ”1984”. Alt sammen med henblik på at få en god diskussion i gang. Gratis billetter kan bestilles under ”Det Sker” her på bibliotekets hjemmeside.

På kanten af samfundet – med Morten Pape
Hvis du hellere vil beskæftige dig med den virkelighed, vi lever i nu og her, så er der mulighed for at møde en af Danmarks bedste socialrealistiske forfattere, nemlig Morten Pape. Han fortæller om sin nye roman ”Guds bedste børn” på Gladsaxe Hovedbibliotek torsdag 4. oktober. I Papes skildring af en række unge, der befinder sig på kanten af samfundet er der både vrede, venskab, skyld, skam og forsoning. Omdrejningspunktet er det virkelige drab på et avisbud på Amager i 2008, og det er ud fra denne chokerende sag, at Pape spinder sin fiktive fortælling. Bogen fik ligesom Papes første roman ”Planen” anmelderne helt op ad stolen. Entré 100 kr. og billetter kan købes under ”Det Sker” her på hjemmesiden.

Tilbage til Rødby – med Helle Helle
Nyere dansk litteraturs førstedame, Helle Helle, fejrer i år 25 års jubilæum som forfatter. Onsdag 24. oktober besøger hun Mørkhøj Kirke og fortæller om sit forfatterskab samt romanen ”De”, der er en fin og rørende skildring af et mor-datter-forhold – endnu engang med barndomsbyen Rødby som kulisse. Arrangementet er et samarbejde mellem Mørkhøj Kirke og biblioteket, og der er gratis billetter klar til bestilling under ”Det Sker” her på hjemmesiden.

Aydin Soei om ”modborgerskab”
Sociolog og journalist Aydin Soei fortæller i sin bog ”Omar – og de andre” om vrede unge mænd og begrebet ”modborgerskab”. Soei er en af Danmarks mest vidende foredragsholdere, når det kommer til medborgerskab, radikalisering, integration og minoriteter, så der er lagt op til en tankevækkende og oplysende aften. Arrangementet løber af stablen på Værebro Bibliotek tirsdag 3. oktober og er arrangeret af Værebro Biblioteks kulturklub og Beboerhuset i Værebro. Også dette arrangement er gratis, og der kan bestilles billetter under ”Det Sker”.