Billede af forfatter og multikunstner Lone Hørslev

Lone Hørslev – forfatter og multikunstner

Succesforfatteren og multikunstneren kommer på besøg.

Forfatter, digter, musiker er ord, der kan beskrive Lone Hørslev, men faktisk ville hun oprindeligt have været maler. Det blev dog hurtigt det skrevne ord, der blev omdrejningspunktet i hendes kunstneriske virke.

Digte og en skæbnesvanger kærlighedshistorie
Efter at have bumlet rundt i uddannelsessystemet i en årrække, endte hun på forfatterskolen. De første udgivelser var digtsamlingerne ”Tak” og ”Ærgerligt, ærgerligt”, og så var forfatterkarrieren i gang. Siden er det blevet til en lang række romaner, digtsamlinger og noveller. For tiden er hun aktuel med romanen ”Halvt i Himlen”, der fortæller en skæbnesvanger kærlighedshistorie om Hørslevs egen bedstemor i 1920ernes København. Bogen er fyldt med erotiske længsler, familiehemmeligheder og et gennemført og levende portræt af København, som den var engang.

Musikalske projekter
Sammen med musikeren Mads Mouritz har Hørslev det musikalske projekt Mouritz/Hørslev, der indtil videre har udgivet tre albums. Under kunstnernavnet Er De Sjældne har hun sammen med Solveig Sandnes udsendt yderligere to albums, så det er helt tydeligt, at Lone Hørslev er evigt, kunstnerisk nysgerrig og villig til at afprøve nye ting og retninger.

Mød forfatteren
Lone Hørslev besøger Gladsaxe Hovedbibliotek torsdag 14. oktober, hvor du har en helt unik mulighed for at møde en dansk multikunstner af de store. Billetter kan købes her.

Materialer