Oplevelser på biblioteket - oktober

11.09.20
Oktober byder på godt til både øjne og ører

Det kan godt være, at oktober ikke kan prale af en himmel så blå, men til gengæld byder den på smukt løvfald og masser af hygge – og uhygge - på biblioteket.

Til ørerne har vi igen søndagskoncerter. En af Danmarks nok mest anerkendte internationale musikere, Arne Würgler, lover en forrygende koncert. Han er blandt andet kendt som bassist i ”Burnin’ Red Ivanhoe”, men mestrer alt gennem rock, viser, blues og til jazz og endda Melodi Grand Prix

Er du mere til at dyste i musik, så har vi Musikquiz på Richter. Alle kan være med, bare de har lyst til en venskabelig og musikalsk dyst.

Anders Kofoed, biologen, som de fleste børn kender fra TV, fortæller om, hvor vild naturen er – lige uden for jeres hoveddør. Det er slet ikke nødvendigt at rejse ud i verden, for vi har både zombie-myrer, Serengeti i ministørrelse og Arktis i din havedam. 

Er du helt med på det amerikanske valg? Eller vil du gerne forstå det? Uanset, så er aftenen med USA-ekspert Mette Nøhr Claushøj både oplysende, underholdende og ikke mindst åben for spørgsmål.

I efterårsferien er der både animationsworkshop i Bibliografen, hvor hele familien kan lære at lave små animationsfilm. Og så sætter vi fokus på naturvidenskab. Hele ugen har vi ”viden om viden” på Hovedbiblioteket, hvor I både kan dyste i videnskabsquiz, lære om hvorfor kartoffelmel ikke nødvendigvis bliver flydende, når det bliver blandet med vand og høre Gertrude Kiel fortælle om, hvordan vi ved det vi ved. Der er også foredrag for voksne med SAGA Space Architects og samtidig workshop for børn om at bygge og bo på Månen og Mars. Nysgerrig? Tjek alle arrangementerne på under ”Det sker” her på hjemmesiden.

Selvfølgelig er oktober også uhygge. Vi sørger for gys og gru i lige tilpasse mængder med lanterneworkshop, uhygge i Mørkhøj og en hel weekends gysercamp i Bibliografen. Find lige det uhyggelige arrangement, der passer jer.