Oplevelser på Gladsaxe Bibliotekerne

14.01.22
Kulturlivet genåbner, og på Gladsaxe Bibliotekerne er der masser af muligheder for kulturelle oplevelser i januar og februar.

På alle filialer er der spændende arrangementer i vente for både børn og voksne – hvad enten du er til forfatterforedrag, børneteater eller kreative sysler.

Foredrag, forelæsninger og funk - for voksne

Årets første måneder byder på flere spændende foredrag – bl.a. med bysbarnet Allan Olsen, som fortæller om opvæksten i Værebroparken, sin skuespillerkarriere og vejen ud af alkoholens tåger.

Du kan også stifte bekendtskab med den nobelpris-belønnede forfatter Svetlana Aleksijevitj på BIBLIOTEK+, møde arkitekten bag selv samme sted eller blive klogere på bæredygtigt byggeri på Hovedbiblioteket.

Endelig har du mulighed for at udforske Jane Austens romantiske klassikere i en forelæsningsrække eller drømme dig til varmere himmelstrøg til årets første søndagskoncert med Moussa Diallo Trio.

Se alle arrangementer for voksne

Teater, kreatid og samtaler om skærmen – for børn

Den kolde tid er oplagt til familiehygge på biblioteket. Tag børnene med til en af de gode teaterforestillinger, der er på programmet: Poetisk børneteater om en vaskemaskine, en humoristisk forestilling om en heldig kartoffel og en musikalsk forestilling om en dreng, som samler på ensomme sten.

Der er også rig mulighed for at udfolde jeres kreative sider til Kreativ Lørdag på Mørkhøj Bibliotek, lære at lave jeres egne 3D perlefigurer eller et smukt perlearmbånd til valentinsdag.

Hvis ungerne hellere vil bruge tiden foran skærmen – og du gerne vil forstå hvorfor - kan dig og dit barn deltage i workshoppen ”Sammen om Skærmen”.

Se alle arrangementer for børn

Fastelavn

”Kan du gætte hvem jeg er?” lyder fastelavnssangen, og hvis du også vil have maske på, kan du komme forbi Hovedbiblioteket og lave din egen eller tage forbi Værebro Bibliotek, hvor der alle hverdage op til fastelavn er fastelavnsklip. Vis masken og dit flotte kostume frem, når vi slår katten af tønden i Bibliotekshaven.

Se fastelavnsarrangementerne i arrangementsoversigten