Foto af C.V. Jørgensen
Foto af C.V. Jørgensen

Så dansk at det næsten gør ondt

09.05.20
C.V. Jørgensen til indvortes brug

Af: Jens Laigaard
 

Vi har en håndfuld sangskrivere, som er i en klasse for sig, når det gælder om at beskrive livet som dansker. Hele deres værk kredser om dansk hverdag og dansk mentalitet. De skriver på dansk. Og de leverer varen med melodier, der kalder på fællessang, og ord, der giver en besk eftersmag.

De indlysende medlemmer i denne eksklusive flok er Steffen Brandt, C.V. Jørgensen og Kim Larsen. Hertil kan man føje Poul Krebs - og så bliver det svært. Sebastian? Han er mere historie- og eventyrfortæller. Eik Skaløe? Han skildrede ikke livet som dansker, men som hippie. Anne Linnet? Tja …

Folk med hang til top-ti-lister kan bygge kransekagen op alt efter personlig smag og historisk overblik, men få vil være uenige i, at C.V. Jørgensen befinder sig meget tæt på toppen.

Han sang på dansk lige fra starten i 1973. De to første plader blev ikke bemærket, og de famlede da også lidt rundt i skyggen fra hippietiden og Eik Skaløe (og bag ham Dylan). Men tredje gang er lykkens, og med Storbyens små oaser fra 1977 slog C.V. igennem både hos publikum og kritikken. Han sprang direkte ind i sin storhedstid, godt bakket op af det legendariske "ganske lille band", som han præsenterede på gennembrudspladens første nummer:

Vi er et ganske lille band / med et ganske lille gear / Vi har volumen helt i bund / men ingen hører på hva’ vi siger / Vi spiller for freaks på piller & coke / & for modeller på sprut & galar …

Det lille band bestod af Ivan Horn på guitar, Erik Falck på bas og René Wulff på trommer – senere kom og gik Thomas Grue og Lotte Rømer.

I centrum for det hele stod C.V. Jørgensens helt specielle stemme, en nasal skærebrænder, snart vrængende og snerrende, snart tilbagelænet ud i det ugidelige. Og teksterne! Her fik man et nådesløst snit gennem Danmark fra top til bund. Velfærd, velstand og hygge blev sendt til tælling med en satanisk latter. Ingen tvivl om, at C.V. hadede mappemændene, jetsettet og højrefløjen, men han havde heller ikke meget til overs for den lille mand, der blev skildret som indskrænket, fordomsfuld og selvtilfreds. Til tonerne af en gyngende boogie-sump-funk-rock a la Little Feat fik man et ætsende signalement af tiden, hvor sortsynet undertiden gled over i melankoli. Men nostalgi? Ikke her!

Sidder på en bombe i et S-tog & drømmer mig tilbage / til dengang i de ligeglade tressere / hvor blomster var symboler / på de samme ting som bomber er i dag

"De ligeglade tressere", hvabehar? Så kort og kontant kan et drømmebillede punkteres.

Efter tre forrygende plader og heftig turneren gik C.V. sammen med Delta Blues Band om sit mesterstykke, Tidens tern, hvor Billy Cross’ elegante guitar havde en fremtrædende plads i de poppede melodier, mens teksterne stadig dryppede af syre.

Pladen blev en vældig salgssucces, som C.V. ikke var alt for begejstret for. Han blev uvenner med Cross, skiftede bandet ud og lagde kursen om. Først med endnu en fin plade, Lediggang agogo i 1983 – jeg glemmer aldrig, hvordan bandet bankede disse numre ud på scenen, det lød som Neil Young i metalhjørnet.

Musikpressen er stort set enig om, at C.V. blev ved at levere mesterværker, og at han nåede et højdepunkt, da han i 1994 skar ned på ordene, omfavnede electronica og jazztrompet og skiftede rockrytmen ud med atmosfærisk lydtapet på Sjælland. Og at han blev endnu mere ikonisk af, at han droppede turneerne og lod der gå tiår imellem pladeudgivelserne.

Personligt synes jeg, storhedstiden ligger fra Oaserne til Lediggang, og jeg lærer aldrig at holde af Sjælland eller den helt nedbarberede Fraklip fra det fjerne. Jeg har det også underligt med den store sangskriver, der engang var fuld af liv og bid, men gik i chok over at blive populær, fik livsvarig statsydelse og trak sig tilbage til villa og puddelhund, mens han nøjedes med at kigge ud på verden fra sit vindue. Hele turen fra midt-firserne til i dag minder mig om Lennons karriere efter Beatles: udmærket, men, men …

Det er som sagt et personligt synspunkt, og jeg tager sikkert fejl. Men vi kan vel blive enige om, at C.V. er god, og så dansk at det næsten gør ondt. Og selv om de færreste husker, hvem Myggen og Hans Hetler var, så har C.V. stadig noget væsentligt at give os i dag – noget at tænke over.

Lediggang agogo / hvor går vi hen / nedenom & hjem for til syvende & sidst / at blive til rigtige mennesker igen

Lån C.V. Jørgensen fra dit nærmeste bibliotek  .  Se hvad ereolen.dk byder på om C.V. Jørgensen

Oprindeligt skrevet af Bibzoom.