Børnebibliotekaren anbefaler: To dejlige julebøger!

18.11.22
Rikke anbefaler to dejlige julebøger til højtlæsning

Sigurd fortæller om julens traditioner af Sigurd Barrett

Sigurd fortæller om julens traditioner er en skøn og helt igennem hyggelig kalenderbog til højtlæsning sammen med familien for børn fra 5 år og opefter. Der 24 kapitler, hvor hvert kapitel fortæller om en af julens traditioner. Efter hvert kapitel er der forslag til en aktivitet der knytter sig til traditionen, sangtekst og henvisning til musik og film. På fineste vis fletter Sigurd Barrett ind, hvilke traditioner der er i han egen familie og det åbner op for en masse hyggelige snakke om hvordan traditionerne omkring julen er i ens egen familie.
 

Julegrisen af J.K. Rowling.

Det kan gøre rigtig ondt at miste noget man er rigtig glad for og det sker for Jack. Juleaften mister han sin bedste ven i hele verden – krammegrisen LG. Jack får en ny gris der hedder Julegrisen, men det er bare ikke det samme – julegrisen er bare irriterende. Men juleaften sker miraklet: ting, som er blevet væk, kan blive fundet igen, og alle slags ting kan blive levende, også legetøj. Jack og Julegrisen må tage ud på en rejse for at redde LG og det bliver farefuldt og en lille smule uhyggeligt. Julegrisen er et vidunderligt eventyr fyldt med magi og fantastiske illustrationer for alle og det er perfekt oplæsning fra 7 år og op. Det er faktisk sådan en bog, der sagtens kan læses selvom det ikke er jul.