Oplevelser på biblioteket
Oplevelser på biblioteket

Oplevelser på biblioteket

16.01.20
Arrangementsæsonen er skudt i gang. Her kan du se et lille udpluk af, hvad du kan opleve på bibliotekerne i foråret 2020.

Vi fortæller den gode historie
I dette forår har vi særligt fokus de gode historier. Vi tager på opdagelse i, hvad historier betyder for os som mennesker. Hvordan deler vi vores historie og vores historier?
I kan bl.a komme og smage på historien, når madhistoriker Nina Bauer fortæller om besættelsestidens mad. I kan også komme i gang med at skrive jeres egne historier, når forfatter Ditte Wiese inviterer til skriveværksted.
Der er naturligvis også masser af historier til børnene. Sallys far kommer og fortæller om hvordan, det er at være far til Sallys far-bøgerne.  Børnene kan også lytte til historier i koncertform, når Eventyrduoen spiller en stemningsfuld børnekoncert.
I kan se mange flere historiearrangementer på bibliotekets hjemmeside under ”Det sker”.

Vores natur
Sammen med DR, Naturstyrelsen, Friluftsrådet og en masse andre biblioteker tager vi ud i vores natur – den der er lige uden for døren.
Den vilde natur, som kan spises samler vi ind med sanketur sammen med naturvejleder og Vild Mad-guide Kristoffer Schou . Det er også muligt at vandre i Aldershvile Slotspark og tale om nyere non-fiktion med naturen i fokus
Vild natur behøver ikke være løver eller hajer. Anders Kofoed, kendt fra både TV og bøger, åbner børn og voksnes øjne for zombiemyrer og det vilde liv i havedammen. Og i Bibliotekshaven kan du komme på tur med Michael Carlsen fra Ramasjang-programmet ”Vilde venner”. Han tager også dyreambulancen med.
Kreaværkstedet ”Tirsdagstingen” tager naturen med ind på biblioteket hele april. Find flere vilde oplevelser under ”Det sker” på bibliotekets hjemmeside.
 

Musikken spiller
Vi skruer op for musikken med et brag af en Rapkoncert med Skinny Skinz og i anledning af Bibliografens fødselsdag inviterer vi til lækker Jazzkoncert med Carsten Dahl Trinity.
Vi fortsætter også med de populære søndagskoncerter på Hovedbiblioteket, hvor I bare kan møde op og få en hyggelig eftermiddag.
Du kan også selv være med til at synge. Vi holder morgensang for alle første torsdag i måneden i forhallen på Hovedbiblioteket. Så kom og vær med til at starte dagen på en skøn måde. I kan se alle vores musikarrangementer under ”Det sker”

Arrangementsprogrammet byder i år også på en række nye tiltag. Hver tredje onsdag afholder vi onsdagsoverblik, hvor vi debatterer et aktuelt emne.
Første mandag i måneden har vi højtlæsning for voksne, I kan bare læne jer tilbage og nyde bibliotekarerne læse højt.

Vi har naturligvis også på en lang række skønlitterære arrangementer- workshops og kurser - og som altid kan børnefamilierne glæde sig til et forår fyldt med børneteater, kreaværksteder og barselscaféer.