Dyk ned i historien

03.11.22
Mærk historiens vingesus til tre spændende arrangementer!

I november dykker vi ned i historien med bl.a. Tom Buk-Swienty og Gry Jexen - fra vikingetiden til hemmelige missioner under 1. verdenskrig - og vi kaster et kritisk blik på brugen af fortællinger om fortiden.

Tom Buk-Swienty: Safari fra helvede

Det er et utroligt, men ikke desto mindre, nærmest ukendt stykke dansk verdenshistorie, Tom Buk-Swienty formidler, når forfatteren og historikeren besøger Gladsaxe Hovedbibliotek 21. november. 

Med udgangspunkt i sin nye bog ’Safari fra helvede’ tager han os med 30 sønderjyder – forklædt som danske sømænd i det tyske kejserriges tjeneste – på en hemmelig, halsbrækkende mission til kolonien Tysk Østafrika under 1. Verdenskrig. 

Læs mere om foredraget og bestil billetter

Myte eller fakta i Vikings og andre historiske serier

TV-serien Vikings er spændende og godt lavet, men er den også historisk korrekt? 23. november fortæller vikingeentusiast og fritidshistoriker Lars E. Larsen om, hvor ’Vikings’ og andre historiske serier og film bygger på fakta, og hvornår den gode fortælling træder i stedet. 

Kom og få svar på spørgsmål som: Var bersærkerne virkelig høje på svampe, når de gik bersærk? Kan det passe, at der også var kvinder i skjoldmuren? Og Hvordan så man på kønsidentitet i vikingetiden?

Læs mere om foredraget og bestil billetter

Når historien misbruges med Anna Libak, Gry Jexen m.fl. 

Sammen med biblioteker over hele landet inviterer vi 24. november til historiefestival på det store lærred om den fine linje mellem brug og misbrug af historien. 

Til det livestreamede foredrag på Hovedbiblioteket kan du bl.a. opleve udlandsredaktør Anne Libak, som fortæller om, hvordan fortællingen om en fælles historie kan bruges som politisk instrument. Det bliver med garanti også interessant, når historiker og forfatter Gry Jexen gør os klogere på historiens store, men glemte kvinder. 

Læs mere om foredraget og bestil billetter

Se med fra stuen

Slå benene op og gør det behageligt hjemme i stuen eller se med på farten, når vi streamer de to online foredrag: Historiebrug: Fra leverpostej til Dannebrog og Kunstens skyggesider